Mette Frederiksen tænker ud af boksen

Engang blev Mette Frederiksen kaldt for skrigeskinken. Daværende Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde endda ligeud, at hans tid var for kort til hende, når hun hævede den røde fane.

I dag er socialdemokratisk kalkunjægeri fra sag til sag afløst af langsigtet strategisk tænkning. Altså, hvis man spørger socialdemokraterne.

Nu afviser S-formanden alternative flertal med især Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl uden om Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering. Socialdemokraterne vil med Mette Frederiksens ord ikke være med til ”økonomisk fodnotepolitik”.

En holdning, som de andre røde partier overhovedet ikke kan forstå. Senest i dag, torsdag 3. september, hvor SF-formand Pia Olsen Dyhr appellerer til socialdemokraterne om en rød dagpengeløsning efter nye tal fra A-kasserne. Til SF-formandens helt forventelige bestyrtelse viser tallene, at 60.000 er faldet ud af dagpengesystemet som konsekvens af den seneste reform.

Flertallet er der jo, hvis Kristian Thulesen Dahl er parat til at lægge Dansk Folkepartis 37 mandater i vægtskålen til fordel for en dyrere løsning end forhåndsordren til den dagpengekommission, alle går og venter på. Og det siger DF-formanden jo, at han er parat til.

Magisk tal

Dermed er der langt over de 90 mandater til et flertal, som er det magiske tal, alle i dansk politik altid har koncentreret sig om. Som jeg i snart tredive år har sagt som det vigtigste råd til alle de håbefulde og dygtige praktikanter, som trådte deres journalistiske barnesko som politiske reportere på Christiansborg: ”Du skal kunne tælle til 90, før en politisk historie for alvor er en nyhed”.

Den tommelfingerregel har Mette Frederiksen nu smidt ud af politisk tænkning. Hvis man skal være flink, så tænker hun ud af boksen.

Lad os vurdere argumenterne:

For det første: Mette Frederiksen og den øvrige S-top tror ikke et øjeblik på, at Kristian Thulesen Dahl nogensinde vil pege på hende som statsminister. Det kan godt være, at tanken om en akse mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti trives blandt nogle af hendes partifæller, på græsrodsniveau og ikke mindst blandt de vælgere, der veksler mellem de to partier. Men på Christiansborg gør socialdemokraterne sig ingen illusioner.

For det andet som følge af det første: S-toppen tror heller ikke, at Kristian Thulesen Dahl vil fremprovokere et folketingsvalg og Lars Løkke Rasmussens farvel til Statsministeriet. Hvem skulle han så pege på? Sig selv? Næppe. Derfor vil hans samarbejde med socialdemokraterne kun gå så langt, at det er til hans egen fordel. Og når han står af, så er den socialdemokratiske risiko, at de får skylden. F.eks. når Mette Frederiksen siger nej til at finde penge til alt det ”gode” på flygtninge og ulande, som DF vil. Eller på erhvervslivets skatter, som de mere røde peger på.

Et fatamorgana

Sagt på en anden måde: Socialdemokraternes opfattelse er, at et alternativt økonomisk flertal uden om Lars Løkke Rasmussen er et optisk politisk bedrag. Et fatamorgana. Socialdemokraterne håber på, at det på et eller andet tidspunkt vil gå op for medier, kommentatorer, andre partier og naturligvis vælgerne. Når Mette Frederiksen siger nej til frieriet uden om regeringen, så er håbet – eller forventningen – at Thulesens Dahls dobbeltsnak vil afsløre sig selv.

Så langt så godt. Analysen er formentlig korrekt, selv om Kristian Thulesen Dahl og hans rådgivere sikkert vil modsige den.

Mette Frederiksens problem er fortællingen. Når hun siger, at alt andet end en finanslov med regeringen er en ”vanvittig” tanke, så bliver det udlagt som om, at hun er klar til at redde Lars Løkke Rasmussen, hvad hun naturligvis ikke er.

Resultatet er, at Mette Frederiksen fremstår som eksponent for den Christiansborg-tankegang, som mange anser som et skældsord. Hvor – i det mindste efter socialdemokratisk opfattelse – Kristian Thulesen Dahl derimod er hovedskurken ved at postulere en sammenhæng mellem at pege på Lars Løkke Rasmussen og føre økonomisk politik uden om.

De kommende måneder bliver kampen om den offentlige mening. Hvor Kristian Thulesen Dahl stadig er i den gule førertrøje. Kan være, at Mette Frederiksens fortælling er mest hjulpet af, at det ender med et rent blåt forlig om finansloven mellem de fire partier, der efter valget pegede på Lars Løkke Rasmussen. Og det er som bekendt præcis de 90 mandater.