LA-profil skifter holdning: Ja til statsborgerskab

Egentlig havde han stemt nej til mange af de sager om dispensation til statsborgerskab, der har været gennem indfødsretsudvalget.

Men når sagerne nu skal genbehandles vil Leif Mikkelsen ændre sin stemme til et ja.

Du startede med at stemme nej til de fleste af dem. Nu vil du stemme ja. Stemmer du sĂĄ ikke imod din egen overbevisning?

- Min overbevisning er, at man skal opføre sig politisk ordentligt. Og der er mennesker, der har fået brev fra Justitsministeriet, uden forbehold, og det er almindelige anstændighed at leve op til det. Og det har jeg en forventning om, at en regering vil gøre uanset hvad. Derfor vil Liberal Alliance leve op til, hvad der er ordentligt, siger Leif Mikkelsen.

Da sagerne første gang var gennem Indfødsretsudvalget stemte han nej til de fleste, men det dengang røde flertal stemte ja. Og kommer de nu tilbage til behandling igen, vil Leif Mikkelsen have identificeret dem, der havde fået besked om, at de skulle på et lovforslag, så han denne gang kan give dem et ’ja’.

Men så vil du være med til at give statsborgerskab til nogen, som du egentlig ikke mente, skulle have statsborgerskab?

- Ja, det er nogen, der ikke er så gode til dansk, som de burde være. Og fremadrettet bliver det sikkert strammet op. Og det kan vi sagtens medvirke til. Men vi medvirker ikke til at behandle mennesker på så dårlig en facon, som det her vil være. Man får et brev fra Justitsministeriet, der burde være troværdigt, og det er det så ikke alligevel. Det er fuldstændig uanstændigt, siger Leif Mikkelsen.

Dansk Folkepartis Christian Langballe er formand for Indfødsretsudvalget, og han mener, at det er helt fair, at sagerne behandles igen.

- Nu er der et andet flertal. De røde har ikke vetoret, hvad angår de her mennesker. Vi risikerer en fremtid med danske statsborgere, der ikke engang kan tale det danske sprog.  Det har hele tiden været vores holdning, at de her mennesker ikke skal være på det her lovforslag, siger han, med henvisning til, at Dansk Folkeparti har stemt nej til langt størstedelen af de sager om dispensation, der har været oppe i udvalget.

Enhedslisten vil nu genfremsætte lovforslag L 188, der altså vedrører 1500 af de cirka 2700 personer, så det igen skal til afstemning i folketingssalen uden af det behøver at blive behandlet i udvalg.

Statsborgerskab

Statsborgerskab

De sager der umiddelbart optages på lovforslaget, når det fremsættes igen til oktober:

De der opfylder samtlige nugældende kriterier 1.760 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som opfylder samtlige nugældende kriterier Ca. 1.855 ansøgere

Ansøgere, der er meddelt dispensation af det nye indfødsretsudvalg (i august 2015) 273 ansøgere

Sager der skal genbehandles

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (med forbehold*) ca. 255 ansøgere

Ansøgere omfattet af LF 188, som har opnået dispensation1.554 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (intet forbehold*) ca. 945 ansøgere