Udsigt til valggyser på Færøerne i morgen

Det, der længe lignede en sejr til det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin ved tirsdagens lagtingsvalg på Færøerne ser nu meget mere usikkert ud.

Den seneste meningsmåling viser ganske vist et flertal til oppositionspartierne, herunder det socialdemokratiske Javnaðarflokkurin, men færøsk politik er langt mere komplekst end som så.

Det forklarer Sveinur Tróndarson, der er chefredaktør for avisen Dimmalætting.

– Ud over den velkendte højre-venstre-skala, har færøsk politik en ekstra dimension, nemlig spørgsmålet om tilhørsforholdet til Danmark. Det gør det hele meget grumset. En socialdemokrat på Færøerne kan ikke sammenlignes med en socialdemokrat i Danmark, siger han til TV 2.

Det grumsede billede, hvor det ifølge Sveinur Tróndarson kan være meget svært for vælgerne at regne ud, hvad de egentlig får ved at stemme på et givent parti, kan være en af forklaringerne på, at valgkampen har været alt andet end spændende.

– Lagmanden udskrev valg efter det blev opdaget at lagmanden havde talt usandt i Lagtinget. Men den sag har man ikke hørt en lyd om siden valgudskrivelsen, bemærker han.

Oppositionen har været flinke ved regeringen

Heller ikke regeringens skattelettelser, der blev finansieret ved at beskatte pensioner ved indbetalingen og ikke som normalt ved udbetalingen, har været et tema i valgkampen. 

– Der var næsten optøjer i Tórshavn, og oppositionen har snakket om at de skattelettelser var forkerte lige siden, men nu, hvor valget kommer, holder man mund. Man har tilsyneladende erkendt, at man alligevel ikke kan rulle dem tilbage, vurderer Sveinur Tróndarson.

Til gengæld har fiskeri fyldt en del i valgkampen. Her er uenighederne mellem partierne til at tage og føle på.

– Vi skal have en ny ordning med licenser fra nytår 2018. Dele af koalitionen går ind for at licenserne skal sælges, mens eksempelvis Folkeflokken er imod. Socialdemokraterne og Republikanerne går ind for et nyt system, og Sambandspartiet, der regerer nu, siger ja den ene dag og nej den næste. Dem ved man ikke hvor man har, siger chefredaktøren.

Spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at gifte sig har også fyldt i valgkampen. I et kristent domineret samfund som det færøske er det noget, der deler vandene.  Men heller ikke det har for alvor sat gang i valgkampen, som Sveinur Tróndarson beskriver som ”tam”.

– Oppositionen har haft mulighed for at skubbe til regeringen, men den greb ikke muligheden. Hvis man kigger på meningsmålingerne, stod koalitionen til at tabe, men nu klarer den sig fint, siger han.

Lagtinget har 33 medlemmer, der alle vælges i morgen. 

Seneste færøske måling

Procent i meningsmålingen/ valget i 2011 i parentes,

Regeringspartierne

  • Fólkeflokken (socialkonservative): 20,8 pct. (22,5)
  • Sambandsflokkurin (liberale): 19,6 pct. (24,7)
  • Miðflokkurin (kristne): 6,7 pct. (6,3)
  • I alt: 47,1 procent

Oppositionen

  • Javnaðarflokkurin (socialdemokraterne): 21,3 pct. (17,8)
  • Nýtt Sjálvstýri (socialliberale): 4,9 pct. (4,2)
  • Tjóðveldi (republikanere): 18,0 pct. (18,3)
  • Framsókn (selvstyreparti): 8,7 pct. (6,2)
  • I alt: 52,9 procent

KIlde: Fynd for Dimmalætting 27. august.

Politiske partier på Færøerne

De fire store partier på Færøerne fik 28 ud af 33 pladser ved det seneste valg til Lagtinget.  De fire partier deler sig efter de to ”store” spørgsmål i færøsk politik – for det første placeringen på højre-venstre skalaen og for det andet forholdet til Danmark.

Folkeflokken er et liberalt parti der går ind for større færøsk selvstændighed i forhold til Danmark.

Sambandsflokken, der siden 2011 har siddet på lagmandsposten, er et liberalt parti, der ønsker et fortsat tæt forhold til Danmark.

Tjóveldi er et socialistisk parti, der ønsker større uafhængighed fra Danmark

Javnadarflokken er et socialdemokratisk parti, der ønsker at bevare forholdet til Danmark.