Regeringen: Nye på jobmarkedet skal også have ferie

Det første år på arbejdsmarkedet kan være surt, når man selv skal betale sin ferie, og det skal der laves om på. Regeringen vil nedsætte et udvalg, der skal udarbejde et forslag til en ny ferielov, skriver Politiken.

Loven skal gøre op med de nuværende regler for, hvor længe man skal vente på at få de feriepenge, man optjener.

I dag kan der gå op til 16 måneder fra nyansættelsen, før en lønmodtager får mulighed for at få sine feriepenge, da ferieåret løber fra maj til maj, mens optjeningen følger kalenderåret.

EU har åbnet sag mod Danmark

EU-Kommissionen åbnede sidste efterår en sag mod Danmark, fordi den mener, at den danske ferielov på dette og andre punkter strider mod lønmodtagernes ret til fire ugers betalt ferie årligt.

Det var man fra dansk side først indstillet på at komme uden om.

Men efter "fortsatte overvejelser og kontakt med arbejdsmarkedets parter" har regeringen besluttet, at tiden er inde til at få en helt ny ferielov, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Man skal have ret til at kunne afholde ferie med løn i det år, man optjener den, siger Jørn Neergaard Larsen.

- Vi skal over på et system, hvor man afvikler ferie parallelt med optjeningen. De, der umiddelbart vil mærke ændringerne, når en ny lov er klar, er især de nyuddannede og folk, der skifter job, siger ministeren til Politiken.

DA og LO: Loven fungerer udmærket

Det er en rigtig god nyhed, mener fungerende formand for Dansk Magisterforening Camilla Gregersen.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO er lidt mere forbeholdne over for ideen om en ny ferielov. De to store arbejdsmarkedsorganisationer mener begge, at den nuværende lov fungerer udmærket og er meget indarbejdet.

De har dog samtidig forståelse for, at det kan være nødvendigt at ændre loven af hensyn til EU's regler.

OVERBLIK: Dansk ferielov fremtvinger løftet EU-pegefinger

Her følger et overblik over sagen og det direktiv, som EU-Kommissionen har bedt Danmark følge:

  •  EU's arbejdstidsdirektiv fra 2003 slår fast: "Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årligt betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og eller praksis".
  •  EU-Kommissionen sendte 25. september en såkaldt åbningsskrivelse til den danske regering om at rette ind.
  •  De nuværende danske regler, hvor ferie afholdes i det ferieår, der følger efter optjeningsåret, betyder, at nye lønmodtagere ikke får betalt ferie helt op til 16 måneder efter ansættelsen.
  •  Det er i strid med den grundlæggende sociale ret i EU til årlig betalt ferie af en vis varighed, hvilket også fremgår af EU-Domstolens retspraksis.
  •  Regeringen svarede åbningsskrivelsen i november 2014, men uden at tilfredsstille EU-Kommissionen, som derpå sendte en såkaldt begrundet udtalelse efter EU's traktatbrudsprocedure.
  •  Det vil - hvis striden ikke løses - føre til, at EU anlægger sag mod Danmark ved EU-Domstolen.
  •  I april sagde forhenværende beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), at regeringen fortsat var uenig i EU-Kommissionens påstand om, at de danske regler var i strid med arbejdstidsdirektivet.
  •  V-regeringen siger 30. august, at man er klar til at ændre ferieloven, så den følger EU-reglerne. Regeringen nedsætter et udvalg, der skal ændre loven.

 Kilder: EU-Oplysningen  /ritzau/