Lykketoft: Send flere penge eller modtag flere flygtninge

Det nytter ikke at beklage sig over de voldsomme flygtningestrømme, så længe der ikke bliver givet tilstrækkeligt med penge til humanitær hjælp i nærområderne, lyder det fra Lykketoft.

- Man kan ikke sige nej til at modtage ubegrænset mange her og så samtidig fedte med hjælpen derude, siger han.

Alene i Syrien og dets nabolande beder FN om 50 mia. kr. til humanitær hjælp, men kun en tredjedel af pengene er blevet givet. Det betyder bl.a., at der er blevet skåret i fødevarehjælpen til syrere på flugt.

- Hvis man overhovedet vil dæmpe den vandring, som foregår i øjeblikket, må man være villig til at levere en større indsats. Der er brug for milliarder, siger Lykketoft.

Senioranalytiker Josef Janning fra European Council on Foreign Relations deler Lykketofts analyse.

- EU-landene må forstå, at gør de ikke mere for at sikre bedre forhold for flygtninge, der hvor de er, vil strømmen ikke stoppe. Den vil nå en størrelse, som er politisk destabiliserende i EU,« siger Josef Janning.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) erkender, at behovet for hjælp er historisk stort.

- Danmark har samlet set bidraget med over 1 mia. kr. i humanitær hjælp til Syrien og landene omkring, og jeg er i gang med at udmønte yderligere 70 mio. kr. Regeringens fokus er generelt at styrke indsatsen i nærområderne, siger udenrigsministeren.