EU-lande indkalder til hastemøde om flygtningekrisen

Tyskland, Frankrig og Storbritannien har søndag hasteindkaldt til et EU indenrigs- og justitsministermøde for at søge konkrete foranstaltninger til at løse den optrappede migrationskrise i Europa, skriver nyhedsbureauet AFP. Mødet vil finde sted den 14. september.

I en fælles udtalelse fra indenrigsministrene fra de tre lande står der, at landene har anmodet Luxembourgs EU-formandskab om et møde indenfor to uger med det formål at finde "konkrete tiltag" rettet mod den nuværende krise.

Samtidig med indkaldelsen til mødet skælder den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, ud på nogle af de østeuropæiske medlemmer af EU.

- Jeg finder det skandaløst, når jeg ser på et antal af europæiske lande - særligt mod øst - som ikke accepterer kvoter af migranter, siger han til radiostationen Europe One.

Fredag offentliggjorde FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at det anslår, at antallet af migranter, der har forsøgt at passere Middelhavet for at komme ind i Europa, har passeret 300.000.

Derudover forsøger mange migranter at passere gennem Balkan-landene ved hjælp af menneskesmuglere. Torsdag blev en lastbil med migranter fundet i Østrig med 71 - heriblandt fire børn og otte kvinder - døde migranter i lastrummet.