DF-ordfører: Penge til fødeafdelinger er på vej

Ifølge Liselotte Blixt, Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, er en pulje på 35 mio. kroner, som den tidligere regering i har øremærket til fødeafdelingerne på landets sygehuse i 2015 på vej til at blive udbetalt. Dokumenter, som TV 2 i besiddelse af, viser ellers at den nye regering har fjernet puljen.

Liselotte Blixt siger til TV 2, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) i sidste uge har fortalt hende, at man har modtaget regionernes ansøgninger til puljen - og pengene er på vej.

-  Det er det, jeg må tro, når ministeren siger, at ansøgningerne er kommet. Jeg tog det op med sundhedsministeren og fik at vide, at der ikke var noget, der var fjernet, siger Liselotte Blixt til TV 2.

Hun regner med, at de 35 mio. kroner, der skal udbetales til fødeafdelingerne i 2015, er sikre.

- Man kan ikke trække noget væk, som er lavet, siger Liselotte Blixt. Det er den tidligere regering, som har afsat puljen på de 35 mio. kroner til fødeafdelingerne.

Ifølge Bent Hansen, Formand for Danske Regioner, er det endnu ikke klart, om regionerne får de 35 mio. kroner for 2015.

- Hvordan det ser ud for 2015, er vel indtil nu endnu uafklaret. Vi skal se et aktstykke fra Finansministeriet, hvor pengene forhåbentlig er med. Om midlerne så er øremærkede vil vise sig, siger Bent Hansen til TV 2.

Derimod bekræfter Liselotte Blixt, at Sundhedsminister Sophie Løhde ønsker de penge, som den tidligere regering sammen med Enhedslisten har øremærket til fødeafdelingerne i 2016, 2017 og 2018 bragt i spil i finanslovsforhandlingerne.

- Ministeren lægger så op til det skal indgå i finanslovsforhandlingerne, siger Liselotte Bixt, der ikke vil love, at DF kræver pengene for 2016, 2017 og 2018 øremærket til fødeafdelingerne.

- Vi stiller ikke ultimative krav ved finanslovsforhandlingerne, siger Liselotte Blixt. Hun mener, det er op til Regionerne at sørge for at kunne overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer i deres aftale med regeringen.

- Vi kræver, at fødeafdelingerne lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Det er regionernes ansvar at kunne det, når de laver aftale med regeringen, siger Liselotte Blixt.

Bent Hansen siger til TV 2, at han hellere ser de midler, som den tidligere regering havde øremærket til fødeafdelingerne i 2016,. 2017 og 2018, gives generelt til sundhedsområdet - men han har svært ved at forestille sig at de 250 mio. kroner ikke vil komme sundhedsområdet til gode.

- Jeg vil helst have, pengene går på tværs til den prioritering der er nødvendig. Jeg har lyttet mig frem til at partierne er enige om sundhedsområdet skal have et løft. Så det at de 250 mio. kroner slet ikke kommer, kan jeg ikke forestille mig, siger Bent Hansen.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) ønsker ikke at stille op til interview i TV 2.

Fra Sundhedsministeriet oplyses det, at regionerne selv skal søge om midlerne for 2015. Ministeriet modtog den sidste ansøgning i sidste uge og skal nu vurdere om de får pengene. Det vides endnu ikke, hvornår det bliver afgjort.