Tidligere rådgiver for SF: Thorning magtede ikke opgaven som leder

En kompromisløs leder, der ikke kunne holde sammen på sin regering, fordi hun slet ikke magtede at tage hensyn til regeringsfæller og ikke havde blikket for, at alle partier tilnærmelsesvis skulle have sig selv med i den førte politik.

Sådan lyder ordene om den tidligere statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt, hvis man spørger Claus Perregaard, som er en tidligere højt placeret rådgiver i SF. Han er i dag ansat i det private erhvervsliv, efter at have forladt dansk politik i 2013 i frustration over regeringen.

I et interview med Radio24syv kritiserer Claus Perregaard åbent Thornings ledelsesstil, og han uddyber nu sine udmeldinger til tv2.dk.

- Det kræver som bekendt 90 mandater at føre politik ud i livet, og derfor handler det også om psykologi og om at indgå reelle kompromisser. Men det var jo helt åbenlyst, at SF ikke havde sig selv med i alt for mange sager, og så smuldrede samarbejdet som bekendt, siger Claus Perregaard til tv2.dk.

Selvom samarbejdet var stærkere med R end med SF, så er der også siden regeringsskiftet lydt kritiske ord fra de Radikales lejr. Her har blandt andet Morten Østergaard været afsender og fortalt, at Thorning fra hans første dag som ny formand pressede massivt på for at få de De Radikale til at ændre dagpengereformen. Og at det blot var det første af mange sammenstød i SR-regeringen.

- Desuden ved jeg, at der også var stor splittelse i den socialdemokratiske gruppe. Så til syvende og sidst handler det jo om, at Helle Thorning generelt ikke formåede at passe på regeringen, så alle kunne se sig selv i projektet, siger Claus Perregaard og fortsætter.

- Det er også lidt atypisk, at en regering kun sidder i én periode. Men sandheden er jo bare, at den daværende regering var i modvind klart det meste af tiden. Projektet lykkedes jo heller ikke til trods for, at Helle Thorning ved det seneste valg var oppe imod en historisk svag modkandidat til statsministerposten, siger han.

Her refererer han til Lars Løkke Rasmussens mange personsager, som havde svækket ham i meningsmålingerne. Men til trods for det, lykkedes det altså ikke at genvinde regeringsmagten, og det skal i vid udstrækning tilskrives det ’dysfunktionelle samarbejde’ mellem statsministeren og mange af af regeringsfællerne, som Claus Perregaard formulerer det.