Rigsrevisionen: Vi er nødsaget til at undersøge Skat

Ligesom Dansk Folkeparti kræver Socialdemokraterne og SF nu også, at Rigsrevisionen undersøger, hvordan det kunne lade sig gøre, at Skat blev snydt for over seks milliarder kroner i udbytteskat.

– Vi vil have Rigsrevisionen til at undersøge Skats praksis og kontrol vedrørende udbetaling af indeholdt udbytte, skriver Socialdemokraternes finansordfører Jesper Petersen på Twitter. Det vil ske ved at partiets statsrevisor Lennart Damsbo-Andersen beder om en undersøgelse på statsrevisorernes næste møde. 

En lignende melding kommer fra SF.

– Vi ser gerne, at Rigsrevisionen tager den her sag med i den store undersøgelse, de er i gang med at lave. Den skal bredes ud til også at indeholde det her, for det er ikke til at komme uden om, siger SFs skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen til TV 2.

Til TV 2 fortæller formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), at Rigsrevisionen er nødsaget til at gå ind i sagen om Skat og finde ud af, hvordan Skat kunne blive snydt for over seks milliarder kroner. De vil tage sagen op på deres næste møde.

- Vi vil på vores næste møde bede rigsrevisionen kigge på den her sag. Det er jo blevet alvorligt forstærket i løbet af dagen i dag, hvor det er kommet fem, at det ikke er tilbage til 2010 men tilbage til år 2000, at man har vist, at der var de her problemer i Skat, siger Peder Larsen og uddyber:

- Det er så alvorligt, så vi har en forventning om, at Folketingets flertal vil anmode og sådan en undersøgelse, og det vil vi imødekomme.

Peder Larsen fortæller til TV 2, at det er uforklarligt, at sådan noget kan stå på i 15 år. 

- Det kunne måske være sket i et år eller to, men i 15 år i træk, der må være nogen, der har sovet gevaldigt i timen. Jeg frygter, at du kan gange de seks milliarder tre eller fire gange, og det viser jo bare, at der har været et kæmpe hul i statskassen, siger Peder Larsen.

Venstre bakker op

Også Venstre er åben overfor en Rigsrevisionsundersøgelse. Men først skal sagen undersøges af Bagmandspolitiet og den interne revision i Skat. Når alle resultaterne er fremme er Venstre også åben over for flere undersøgelser.

– Vi er også interesseret i at få løst det her og få fundet ud af hvad der helt nøjagtigt er galt. Vi kan jo se, der er enorme huller i det kontrolsystem, der er i SKAT, siger hun til TV 2.

Louise Schack Elholm er ikke i tvivl om hvor hovedansvaret er placeret.

– Det er den tidligere regering, som satte fokus på åbne skattelister og på at gå ind i folks haver og ikke på kontrollen, siger hun til TV 2. 

Enhedslisten kalder minister i samråd to gange

Det tidligere regeringsbærende parti, Socialdemokraterne, har kaldt skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et lukket samråd. Men det er ikke nok for Enhedslisten, der nu også vil indkalde til et åbent samråd om Skats situation. Enhedslistens vil blandt andet diskutere de nedskæringer, der er blevet foretaget i Skat over de senere år.

- Det er på tide at tage en samlet diskussion af, hvordan vi fra politisk hold kan styrke Skat. Det er uansvarligt at blive ved med at skære ned, samtidig med at det er åbenlyst for enhver, at Skat er en organisation i dyb, dyb krise, udtaler Rune Lund, der er skatteordfører for Enhedslisten.

Han pointerer, at der i finansloven for 2014 blev skåret 400 stillinger i Skat, og hvis ikke man sætter ind nu, så vil Danmark gå glip af milliarder af kroner, fordi skattekontrollen mange steder er ikke-eksisterende grundet de manglende ressourcer.