Konservative nægter at vente: Skat skal undersøges nu

Det er ikke godt nok, når skatteminister Karsten Lauritzen (V) først vil have en intern undersøgelse af Skat i sagen om udbetaling af 6,2 milliarder kroner til udenlandske svindlere, før der tages stilling til, om en ekstern er nødvendig.

Sådan lyder det fra Det Konservative Folkepartis skatteordfører Brian Mikkelsen.

Karsten Lauritzen har givet Skatteministeriets interne revision fire uger til at undersøge, hvordan det kunne ske, at Skat fejlagtigt har udbetalt 6,2 milliarder kroner i aktierefusion, men står det til Brian Mikkelsen, skal tiden ikke bruges på en intern undersøgelse.

- Det er så astronomisk et beløb, har så store konsekvenser for vores samfundsøkonomi, og er så principiel vigtig en sag, at vi føler, der er brug for en uafhængig advokatundersøgelse. Så får vi boret ud, hvad der egentlig er sket i den her sag og får dækket hullet til, så det aldrig kommer til at ske igen, siger Brian Mikkelsen til TV 2.

Afviser ikke SF og DF's forslag

SF og Dansk Folkeparti vil også have en ekstern undersøgelse af Skat, men de ser hellere, at det bliver Rigsrevisionen, der forestår den.

Brian Mikkelsen afviser ikke den idé, men foretrækker, at det bliver uvildige advokater. Han mener, at det bør være ”en relativ simpel øvelse” at finde ud af, hvordan svindlen kunne foregå, og derfor ser han intet problem i, at få en advokatundersøgelse sat i gang omgående.

- Det er et kæmpe røveri, det er svindel og humbug, og det burde jo blive undersøgt med det samme, så man kan få sat en stopper for det, siger Brian Mikkelsen.

Ikke et spørgsmål om for få ressourcer

Skat har gennem de seneste år fyret flere hundrede medarbejdere, men ifølge Brian Mikkelsen er svindlen ikke blevet mulig på grund af for få ressourcer. Han mener, at det handler om ledelse, prioritering og agtpågivenhed. Og derfor ser han ikke behov for at tilføre Skat flere midler.

Brian Mikkelsen mener i stedet, at der måske skal rykkes rundt på nogle af de medarbejdere, der i forvejen er ansat i Skat for at sikre, at en lignende sag ikke kommer til at ske.

- Vi er jo til grin i hele verden for, at man på den måde kan lænse den danske stat så simpelt for over seks milliarder kroner.

Skatteminister Karsten Lauritzen har fredag ikke mulighed for at stille op til interview, men i en mail til TV 2 skriver han:

- Jeg ønsker lige som resten af Folketinget at komme til bunds i sagen, hurtigt, men grundigt. Og det kommer vi ved, at Intern revision i første omgang undersøger sagen. Og jeg vil godt understrege, at det er vigtigt for mig, at Folketingets skatteudvalg bliver holdt fuldt ud orienteret om sagen

Du kan se hele interviewet med Brian Mikkelsen i videoen over artiklen.