Vesselbo: Støjbergs skingre retorik er med til at flytte grænser

Der er en lige linje fra Venstres byråds- og regionsrådsmedlem Thomas Baks stærkt kritiserede Facebook-opdatering om asylansøgere og til den hårde politiske retorik, Venstres ledende politikere fører i udlændingespørgsmålet.

Det mener Venstres tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo, der takkede af ved valget i juni efter 14 år på Christiansborg.

– Udtalelsen er et tydeligt bevis på, at debatniveauet på udlændingeområdet er skredet i helt uhyggelig grad. Det, der bliver sagt nu ville ikke engang Fremskridtspartiet have sagt. Det er sørgeligt, at man ikke kan diskutere uden at have en retorik, der i den grad marginaliserer og udstiller asylansøgere og flygtninge, siger han til TV 2.

Diskussionen er vigtig at tage, mener Eyvind Vesselbo.

– Jeg mener sagtens man kan diskutere eksempelvis størrelsen på de ydelser, flygtninge får. Det kan man gøre helt sagligt og ordentligt. Men når man gang på gang fremstiller flygtninge som nogen, der bare kommer for at få vores penge, er den altså helt gal. De flygter faktisk for at redde deres liv.

Det er politisk korrekt at være grov

Og det er ikke mindst Venstre, der har været med til at ændre måden, man taler om udlændinge på.

– Der er ingen tvivl om, at den retorik, som blandt andet integrationsminister Inger Støjberg (V) fører, er hård. Meget hård. Det tror jeg også, hun selv erkender. Det er med til at flytte grænserne for debatten. Når det sker, er der nogen, der griber det og ikke kan styre det. Det får også befolkningen til at rykke sig, siger Eyvind Vesselbo med henvisning til dagens opdatering fra Thomas Bak.

Der er ganske enkelt sket et skred i hvad man kan tillade sig at sige.

– Nu er det blevet politisk korrekt at have en skinger retorik omkring flygtninge og indvandrere. For 25 år siden var det lige omvendt, bemærker han.

Eyvind Vesselbo understreger, at der i ytringsfrihedens hellige navn er vide rammer for hvad man kan sige.

– Jeg synes dog godt, man kunne tænke sig lidt om. Debatten skulle gerne føre til løsninger og ikke bare at man marginaliserer en gruppe og sætter folk op mod hinanden, lyder det fra ekspolitikeren.