Tina Nedergaard trækker sig fra politik

Den tidligere Venstre-minister Tina Nedergaard har valgt at trække sig ud af politik. Det sker som konsekvens af, at hun, lige som andre prominente venstrefolk, ikke blev genvalgt ved folketingsvalget den 18. juni.

Tina Nedergaard startede sin politiske karriere i 2001, hvor hun blev valgt som folketingsmedlem for Venstre i Nordjyllands Amtskreds. I 2014 skiftede hun til Taastrupkredsen på vestegnen i København, hvor hun altså ikke blev valgt.

Og det betyder nu et definitiv farvel til dansk politik for den tidlige undervisningsminister. 

- Vælgerne hjalp mig lidt med at træffe beslutningen. Venstre havde et barskt valg, og jeg vidste godt, at der var en risiko for, at jeg ikke blev genvalgt i min nye kreds, siger Tina Nedergaard.

Venstre tabte da også et mandat i Taastrupkredsen. De to Venstremandater gik til tidligere medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard og den nuværende social- og indenrigsminister, Karen Ellemann. Og når det nu ikke kunne blive til et sæde på Christiansborg, så ville Tina Nedergaard hellere prøve noget nyt.

- Jeg havde egentlig en drøm om at blive gammel på Christiansborg, men nu ser det anderledes ud, og jeg ser fremad mod nye udfordringer. Jeg har også nået den alder, at hvis jeg skal foretage et seriøst skift i min karriere, så skal det være nu, siger Tina Nedergaard.

Vil savne indflydelsen

Selvom beslutningen om at forlade politik nu er taget, så ærgrer det stadig Tina Nedergaard, at hun ikke blev genvalgt. Hun kommer til at savne miljøet og den indflydelse, man har som politiker på Christiansborg

- Jeg var på Christiansborg for at være den ekstra stemme, som kunne gøre noget og ændre på noget. Nogen hader forhandlinger, jeg elskede det. Jeg kommer til at savne indflydelsen, medarbejdere og mine kollegaer - og jer (pressen), siger Tina Nedergaard.

Hun fortæller, at hun får svært ved helt at slippe politik, og at hun nok lige skal akklimatiseres. 

- Om jeg kan holde mig helt fra det? Det skal jeg jo, for jeg skal have et nyt arbejde, siger Tina Nedergaard med venlig stemme.

Hvad fremtiden byder på for den tidligere minister, er hun ikke sikker på. Noget hun til gengæld er sikker på, er, at hun ikke har tænkt sig at være kræsen. Hun har da også allerede ansøgninger ude - hvilke vil hun ikke afsløre. 

- Jeg har selv stemt for en stribe af forslag, som tvinger ledige til at komme igang. Derfor har jeg også søgt bredt, og jeg er ikke kræsen hverken i forhold til niveau, vilkår eller branche, siger Tina Nedergaard.

Inden hun blev politiker, har hun blandt andet arbejdet på et plejehjem og for Dansk Arbejdsgiverforening. Job hun kalder "meget tilfredsstillende".

Børnene i fokus

Tina Nedergaard fungerede som undervisningsminister fra februar 2010 til marts 2011. Udover ministerposten har Tina Nedergaard haft adskillige ordførerskaber. Hun har blandt andet været familie-, finans- uddannelsespolitisk- og fødevareordfører.

Hun vil fortsat være medlem af Venstre, for som hun siger, så er det en stor del af hendes identitet.

- Det har jo ikke bare været et arbejde. Langt størstedelen af min personlige vennekreds er også medlemmer af Venstre. Så jeg vil selvfølgelig fortsætte med at støtte det parti, der har hjulpet og givet mig så meget, siger Tina Nedergaard.

Efter valget skrev hun følgende på sin Twitter-profil:

Her kan du læse, hvad Tina Nedergaard med egne ord skriver om sit farvel til dansk politik.