Ekspert: Mobiler kan aflytte møder på Christiansborg

Mobiltelefoner kan være en sikkerhedsrisiko alle steder, hvor ejeren deltager i møder eller samtaler om følsomme oplysninger, fordi en moderne smart-phone let kan bruges til at aflytte ejeren.

Det gælder for eksempel på Christiansborg, hvor folketingsmedlemmerne har deres mobiltelefoner med alle vegne – også til lukkede møder, hvor der bliver udvekslet fortrolige oplysninger, måske endda oplysninger af betydning for rigets sikkerhed.

TV 2 har i dag talt med folketingsmedlemmer, som typisk ikke klar over sikkerhedsrisikoen. De vil nu have strammet reglerne for brugen af mobiltelefoner på Christiansborg.

-Min telefon ligger altid foran mig, når jeg er til møder . Eller som minimum i min lomme. Men det er da tydeligt, at der er en teknologisk udvikling, som giver grund til helt nye forbehold, siger Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne.

Der findes ingen regler for, om folketingsmedlemmer må have mobiltelefoner med til udvalgsmøder, og Folketingets nye formand Pia Kjærsgaard afviser, at der er behov for at stramme reglerne.

- Dem, der kan finde på at lytte med, er klar over hvad de skal lytte med på. 98 procent af det der foregår herinde er nok ret ligegyldigt, siger Pia Kjærsgaard.

Sikkerhedsrisikoen opstår blandt andet, når vi siger ja til at downloade apps som for eksempel Facebook.  Så siger vi samtidig ja til,  at Facebook må læse alle vores beskeder på telefonen, se vores billeder og endda tænde for kameraet og mikrofonen, uden at vi er vidende om det.

På den måde kan en uskyldigt udseende mobiltelefon bruges som avanceret aflytteudstyr. Og en ekspert advarer om, at der dermed er risiko for at store internationale firmaer eller fremmede stater lytter med, når følsomme oplysninger bliver delt på Christiansborg eller andre steder:

 - Telefoner udgør en trussel. Hvis man vil være sikker på, at andre ikke lytter med, så er det en god ide at efterlade dem, siger Jan Kaastrup, der er IT-sikkerhedsekspert i CSIS Security Group.

Se mere i programmet "Når mobilen ta´r magten" på TV 2 klokken 20:00

Mobilafhængighed på TV 2:

TV 2 sætter fokus på mobilafhængighed med dokumentaren "Når mobilen ta'r magten".

De to programmer kan ses på TV 2 PLAY

TV 2 ønsker at sætte fokus på vores store mobilforbrug og undersøger, hvad mobilen gør ved vores nærvær og vores koncentrationsevne.

Seerne er med på fødegangen, på gymnasiet og på ferien.

Holder danskerne nogensinde fri fra mobilen?

Alle programmer er tilgængelige på TV 2 PLAY.