Rohde i ny kritik: Venstre må skifte kurs over for udlændinge

Når Venstre for nylig fik det dårligste resultat ved et folketingsvalg i 25 år, hænger det sammen med tonen i udlændingedebatten. Det mener partiets medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde (V), der endnu engang langer ud efter integrationsminister Inger Støjberg (V).

– Jeg var meget glad, da Inger Støjberg i 2007 lavede kampagnen, ”Husker Du Darfur, ” men jeg savner en plan for, hvad hun vil gøre i dag. Vi skal huske på, at der ikke er nogen mennesker, der sætter deres liv på spil ved at gå ned i en lille båd, uden at de har en frygt for fremtiden, siger Jens Rohde til Radio 24syv.

Han savner, at Venstre nærmer sig den linje, partiet havde under Uffe Ellemann-Jensens ledelse, hvor der var plads til humanisme.

– Vi har tabt de seneste valg til DF, og det sker, når vi spiller på Dansk Folkepartis banehalvdel og giver dem ret i hele præmissen for diskussionen, så vælger folk den rene vare, siger Jens Rohde.

Vi kan ikke bare afvise dem

Danmark bør ifølge Jens Rohde gå ind i diskussionen om fordelingen af asylansøgere – en diskussion, der foregår i EU-regi.

– Jeg er på ingen måde interesseret i, at vi åbner for økonomiske flygtninge, men de, som er personlig forfulgte og som flygter fra en krig, vi selv deltager i mod Islamisk Stat, kan vi ikke bare afvise. Vi må altså gøre alt, hvad vi kan for at stoppe den flygtningestrøm, tilføjer Jens Rohde.

Så sent som i juli rettede Rohde også en skarp kritik af Inger Støjberg. Dengang opfordrede han hende til selv at tage til Grækenland, Libyen og Syrien, før hun satte alle mulige initiativer i gang såsom den bebudede annoncekampagne i udenlandske aviser.

– Det kunne jo være, at der kunne komme nogle erfaringer ud af det, som kunne udmønte sig i nogle forslag, som rent faktisk kan være en løsning på nogle af udfordringerne, sagde han dengang til TV 2.

Integrationsminister Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere kritikken fra Jens Rohde over for Radio 24syv.