Henriksen i modvind: Derfor skal flygtninge holdes væk fra børn

Tre meter.

Det er afstanden mellem en børneinstitution i Dragør og et areal, hvor kommunen planlægger at opføre pavilloner til at huse flygtninge. Og det er slet ikke nok, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen.

– Så galt kan det gå, begynder Martin Henriksen et opslag på sin Facebook-profil, der det seneste døgns tid har vakt stor debat på både Facebook og Twitter. Over 470 har kommenteret på opslaget, og de er langt fra begejstrede alle sammen.

Se videoen her - artiklen fortsætter nedenfor: 

En af kritikerne er Jakob Esmann, der er medlem af DSUs forretningsudvalg.

– Hvorfor er det et problem at flygtninge bor ved siden af en børnehave? Det er jo ikke udyr. Det er mennesker som du og jeg, skriver han i en kommentar på Facebook.

En anden er Caroline Stage, der sidder i Københavns Borgerrepræsentation for Venstre. På Twitter konstaterer hun at tre meters sikkerhedsafstand mellem hende og Martin Henriksen slet ikke er tilstrækkeligt, mens Rasmus Daugbjerg spørger om han virkelig vil sige til børn, at de er trusler.

Martin Henriksen forklarer, at det for ham handler om tryghed.

– Det mener vi simpelthen, er for tæt på børnene. Det skaber også en del utryghed for blandt andet forældrene. Vi mener det er en uskik. For lige meget hvad man i øvrigt mener om flygtningepolitikken, så skal børn have lov til at være børn, siger Martin Henriksen i en video, der ledsager opslaget.

Borgmester: Der er intet problem

I Dragør har borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) ikke meget til overs for Martin Henriksens udmelding.

– Det er en del af hans politik, at han gerne vil forstærke en bekymring for flygtninge som naboer. Jeg er optaget af, at vi tager os af de flygtninge, vi får, og jeg har kun hørt fra én forælder, der var bekymret over placeringen, siger han til TV 2.

Mulighederne for at placere flygtningeboliger er stærkt begrænsede i Dragør, og placeringen af boligerne ved Hollænderhallen i Store Magleby var reelt den eneste mulighed.

– Vi har flygtningeboliger et andet sted i kommunen, som også er nabo til en børnehave. Her har man set det som en mulighed for at få en dialog med flygtningene, og i næste uge skal jeg til en fest, hvor børnehaven har inviteret dem med, fortæller Eik Dahl Bidstrup.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Martin Henriksen. Senere torsdag gæster han dog Go’ aften Danmark.