Kritik af flygtningestramning: Det bliver et rent slavemarked

Regeringen vil stramme udvælgelsen af de såkaldte kvoteflygtninge, så Danmark får flere ressourcestærke flygtninge og færre af de ressourcesvage flygtninge, der ikke kan integreres.

- Ud fra mit perspektiv er det det bedste for alle parter, siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, der står bag forslaget.

De Radikales Zenia Stampe sammenligner til gengæld tanken med fortidens slavemarkeder, hvor Danmark håndplukker de flygtninge, som Danmark kan få mest glæde af, og efterlader de svage i flygtningelejren.

- Det er flygtninge. Det er folk, der er forfulgt. Det er ikke jobansøgere, siger Zenia Stampe.

Inger Støjberg er netop vendt hjem fra et besøg i en flygtningelejr i Libanon, hvor hun overværede processen med at udvælge kvoteflygtninge.

Danmark tager hvert år imod cirka 500 kvoteflygtninge. FN udvælger en større gruppe flygtninge, som de enkelte lande så tager til samtale og vælger ud blandt.

Tre gange om året eudvælger embedsmænd fra Integrationsministeriet og Dansk Flygtningehjælp de kvoteflygtninge, der skal have lov til at komme til Danmark. Kriterierne er, at det skal være reelle flygtninge, som ikke kan vende hjem og har behov for varigt at finde et nyt sted at bo.

Det er bedst for alle parter

Regeringens nye forslag lægger nu op til, at de også skal udvælges efter, om de kan integreres og få arbejde i Danmark:

- Fra nogle lande er der er en relativt større mulighed for at blive integreret. Fra Somalia for eksempel er der alt for få, der bliver integreret og kommer ud på arbejdsmarkedet, Når man kommer hertil som kvoteflygtning, så skal man også kunne falde til i Danmark. Det er bedst for alle parter. Der er ikke meget ved at komme til et land, hvor man ikke kan falde til. Der er heller ikke meget ved det for os, at der kommer nogle mennesker hertil, der aldrig bliver en del af den danske hverdag siger Inger Støjberg.

Dem ingen gider have

For Zenia Stampe er det stik imod hele tankegangen med kvoteflygtninge, som netop skal sikre adgang for svage flygtninge, som ikke selv har mulighed for at skaffe sig til Danmark.

- Det kan være enlige kvinder, ældre eller bestemte nationaliteter, som vi ikke vil have – og som andre lande måske heller ikke vil have. Det er næsten det mest skræmmende, hvis vi inspirerer andre lande. For så vil vi jo se flygtningelejre, der er drænede for ressourcestærke flygtninge, og de eneste, der er tilbage, er dem, som ingen andre gider have, siger hun.