Statsløse: Rønn holdt i mørket - to embedsmænd fritaget fra tjeneste

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev ikke tilstrækkeligt informeret af sine embedsmænd under forløbet om behandlingen af statsborgerskab til statsløse.

To embedsmænd er fritaget for tjeneste.

Det fremgår af Statsløsekommissionens beretning, der er blevet offentliggjort mandag.

Ifølge kommissionens beretning, så burde daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech have informeret Folketinget om fejlbehandlingen af ansøgningerne om statsborgerskab, men at hun ikke modtog tilstrækkelig rådgivning herom af embedsmændene.

Desuden vurderer kommissionen at de to embedsmænd i perioden fra 2008 til 2010, har begået så grove forseelser, at der er grundlag for, at de drages til ansvar.

Integrationsminister Inger Støjberg oplyser, at de to pågældende embedsmænd er fritaget fra tjeneste.

- Jeg har noteret mig kommissionens vurdering af, at der er grundlag for, at det offentlige søger to embedsmænd draget til ansvar. Mit ministerium og Finansministeriet vil nu håndtere det videre disciplinære forløb i forhold til disse embedsmænd, der indtil videre fritages fra tjeneste.  Da der er tale om personalesager, finder jeg det rigtigst ikke at udtale mig nærmere om det videre forløb på nuværende tidspunkt, skriver hun i en pressemeddelelse.

Hvor vidt Birthe Rønn Hornbech bliver draget til ansvar, vides endnu ikke. Her er det nemlig Folketinget, der skal tage stilling til, om hun skal have en såkaldt "næse" eller måske endda for en rigsret for ikke at have oplyst Folketinget, som hun har pligt til.

Men justitsminister, og Rønns partifælle, Søren Pind, mener ikke, at der er grundlag for hverken det ene eller det andet, skriver han i en skriftlig kommentar.

- Kommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet om ministeransvar, da det som bekendt er Folketinget, der tager stilling til, om der skal rejses sag herom. Men efter min vurdering er der ikke noget grundlag i beretningen for at gøre et ansvar gældende over for Birthe Rønn Hornbech, skriver ministeren.

Statsløsekommissionen

Statsløsekommissionen skal afhøre relevante vidner om Integrationsministeriets brud på FN-konventionen om statsløses rettigheder.

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) måtte 8. marts 2011 træde tilbage, da det kom frem, at Integrationsministeriet i årevis har brudt to FN-konventioner om statsløses rettigheder.

Det skete, selv om myndighederne kendte til konventionerne, der giver unge statsløse ret til dansk statsborgerskab på særligt lempelige vilkår.

Birthe Rønn Hornbech har erkendt, at hun personligt hørte om problemerne allerede i efteråret 2008. Først i januar 2010 informerer hun Folketinget og retter fejlene.

Der går yderligere et år, før ministeriet informerer om sagen på deres hjemmeside. Herefter får 400-500 statsløse tilsendt et brev om, at de kan søge om indfødsret i Danmark.

Kommissionen skal ikke udtale sig direkte om ministre. Men den kan udtale sig om, hvorvidt embedsmænd kan tænkes at blive stillet til ansvar.

Læs mere om kommissionen her

Ritzau/ TV 2