50.000 underskrifter kan sende forslag direkte i folketingssalen

Landets borgere skal have deres forslag behandlet i Folketinget, hvis de kan samle 50.000 underskrifter. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

Princippet kendes fra blandet andet Finland og EU, og før valget i juni foreslog Alternativets Uffe Elbæk modellen indført i Danmark. Dengang var der flertal imod, men nu skifter De Radikale holdning, og dermed bakker et flertal af de danske partier op.

- Vi har altid diskuteret meget, hvordan vi kan fremme borgerinddragelse. Hvordan man i højere grad kan inddrage borgerne i de politiske beslutninger og både gøre dem mere engageret i demokratiet, men jo også ansvarliggøre dem. Og derfor vil vi gerne være med til  at diskutere de her forslag, siger retsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) til TV 2.

Hvorfor er det nødvendigt med den her genvej, når vi nu har det, der hedder et repræsentativt demokrati?

- Det er også vigtigt, at det er den styreform, vi har, og det synes vi, at vi skal fortsætte med, for det er politikerne, der er valgt til det, der skal tage det ansvar på sig. Det er også vigtigt for os radikale. Men jeg synes, vi har behov for, og det er en diskussion, vi har haft i de 110 år, vi har eksisteret, hvordan engagerer vi borgerne i demokratiet, og måske er vi nået dertil, hvor vi må prøve at tage nye redskaber i brug og lade os inspirere af andre lande, siger Sofie Carsten Nielsen.

Foruden De Radikale møder forslaget opbakning fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og SF. De har 88 mandater i Folketinget, mens modstanderne højest kan samle 87. Venstre og Socialdemokraterne er imod, mens De Konservative ikke har taget stilling. Dermed kan Alternativet være godt på vej mod sit første større resultat på Christiansborg på dagen, da partiet afslutter sit sommergruppemøde på Bornholm.