DF og LA er enige: Politikere skal ikke udlicitere løn-ansvar

Det er et problem, at et flertal af partier på Christiansborg på forhånd har aftalt at godkende, hvilken som helst løsning lønkommissionen kommer med senere på året.

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der begge står uden for den håndslagsaftale, de andre partier på nær Alternativet og Enhedslisten, har givet hinanden hånd på.

Lønkommissionen skal tage stilling til hvordan politikernes aflønning, pension mv. skal se ud i fremtiden. Men det kan man ikke alene overlade til andre at afgøre, siger DF-formanden Kristian Thulesen Dahl.

- Det sikrer jo på ingen måde, at man når frem til et regelsæt, som den almindelige dansker synes er fornuftigt. Derfor er min opfordring, at partierne på Christiansborg anerkender, at det system man laver, skal være et, man selv tager det fulde ansvar for. Og er villig til at argumentere for, hvorfor man har valgt, som man har valgt. Man må selv tage ansvar, siger han.

Uholdbart argument

Argumentet for at udlicitere lønspørgsmålet til en kommission er, at det ikke skal hedde sig, at politikerne selv vælger, hvad de får i løn og pension. Men det argument holder ikke, mener Thulesen Dahl.

- Kommissionen kommer nok frem til nogle rimelig gode vilkår. Og når der så er kritik af det, så siger man bare, at det ikke var ens egen ide, og at man da ville have stemt for noget andet, hvis det var muligt. Det duer ikke. Politikerne er nødt til at tage det fulde ansvar, for de regler der gælder, siger han.

Og det kan man altså kun hvis man selv formulerer reglerne, og derefter er villig til at tage diskussionen med borgerne om politikernes løn og forhold, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Forstår rodet opfattelse

Han får opbakning fra Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll.

- Man kan ikke udlicitere sit ansvar til andre. Jeg synes, den her kommission er noget af det værste jeg har oplevet. Det virker som om, at man kun følger kommissionen anbefalinger, hvis man tror det er til ens egen fordel, siger han.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen kan godt forstå, hvis danskerne synes, at politikernes løn, pension og eftervederlag er noget rod. Men netop derfor er spørgsmålet lagt ud til en kommission.

- Jeg kan godt forstå noget af den kritik, der har været af at vi selv skal bestemme vores løn. Og netop derfor er det altså kommissionen, der skal fastsætte reglerne, siger han.