Borgmester: Radikaliserende forældre skal straffes

Det skal kunne mærkes økonomisk for forældre, der fastholder børn i et radikaliseret billede. Sådan lyder det i Berlingske fra Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R). Hvis forældrene ikke samarbejder med kommuner og myndigheder, skal det være muligt at skære dem i børnebidraget:

- Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier, siger hun til Berlingske.

Det såkaldte forældrepålæg blev rent faktisk sat til debat under SR-regeringen i 2013, og det handlede mere specifikt om indvandrerfamilier, der ikke sendte deres børn i skole. Kritik var der dog dengang fra netop Anna Mee Allerslev.

- Jeg er stadig imod pligten: At vi politikere pålægger nogen et redskab og tager deres faglige vurdering fra dem. Men jeg har en mistanke om, at redskabet ikke bliver brugt i forhold til den her nye problemstilling. Fordi det bliver anset som illegitimt. Jeg ønsker en faglig kulturændring, så vi bruger det mere dér, hvor det er nødvendigt. Som politikere er vi nødt til at gå forrest og starte en debat,  siger Anna Mee Allerslev til Berlingske.

Åbningen over for forældrepålæg på radikaliseringsområdet møder dog ikke ros hos Socialrådgiverforeningen, der til avisen siger, at det bør være op til fagfolk at vurdere de metoder, der skal bruges. Og at der reelt ikke er særligt gode erfaringer med forældrepålægget. Sådan lyder modsvaret fra formand, Majbrit Berlau.

Forældrepålægget vil fungere sådan, at der kan komme krav om overholdelse af en specifik aftale for forældrene. Eksempelvis at børnene skal møde i skole. Sker det ikke, kan børne- og ungeydelser blive stoppet fra kommunalt hold.