SF: Vi må undersøge om dyr medicin er prisen værd

Hvornår er medicin for dyrt?

Svaret er i øjeblikket ’aldrig’ i Danmark. Pris er nemlig ikke en af de faktorer, der har indflydelse på om et lægemiddel bliver godkendt herhjemme. Men det vil SF nu ændre på.

Partiet ønsker at indføre et nationalt prioriteringsinstitut, der skal se på om medicin nu også er pengene værd, skriver dagbladet Information.

– Når der kommer et nyt produkt på markedet, som er bare marginalt bedre end det eksisterende, har vi nogle gange en tendens til at godkende det, selv om det måske er 20 gange dyrere end det produkt, vi har i forvejen. Er det så 20 gange mere værd? Den diskussion er vi nødt til at tage, siger SF’s sundhedsordfører Jonas Dahl til avisen.

Jonas Dahl påpeger, at staten ikke kan fortsætte med at tørre regningen af på regionerne, der igen i år må ud i afskedigelser af sundhedspersonale for at kunne dække det nærmest bundløse hul, de galopperende medicinudgifter skaber i budgetterne.

– Vi kan ikke sige, at vi har råd til det hele. Det er en fis i en hornlygte, siger han.

Begrænset begejstring

Forslaget om at prioritere i medicinudgifterne falder imidlertid på stenet grund hos Socialdemokraterne.

– Hvis vi vælger den gode medicin fra, får vi mere ulighed. De rige vil forsikre sig med selvkøbt medicin, og så er der ikke lige vilkår i forhold til lindring af sygdom, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) til Information.

Regeringspartiet Venstre har heller ikke et prioriteringsinstitut på sin politiske to do-liste. Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt gav også forslaget kniven tidligere på sommeren:

– Vi skal selvfølgelig have effektiv medicin, men vi vil ikke være med til at gøre som i Norge, hvor man sætter en maxgrænse. Det vigtige er hvilken effekt medicinen har – ikke hvad den koster. Vi kommer ikke til at nægte patienter at få en given medicin fordi den er dyr, sagde hun dengang til TV 2.

Alternativet er ifølge dagbladet Information tilhænger af SF’s forslag. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter