Håb i den græske tragedie

Sammen med min mand har jeg nydt nogle herlige uger i vores sommerhus i Grækenland. Vi nyder altid meget at komme der. Huset ligger på en lille ø, og vi er nærmest blevet en del af lokalsamfundet, og gennem mange år har vi fået gode venner dernede. Naturligvis har vi ikke kunnet undgå at mærke krisen, selv om den ikke er så slem på øen som i Athen og andre store byer, hvor mange mennesker har mistet hus og hjem og må leve på gaden.

På øerne og ude i de små samfund afbøder de stærke familiebånd for mange af krisens konsekvenser. Grækerne er specielle. De passer godt på de gamle. Der er ikke forældre eller bedsteforældre, der bliver overladt til sig selv. Og så tager grækerne tingene, som de nu kommer. Måske er det ikke tilfældigt, at begrebet ”stoisk” ro kommer fra den oldgræske filosofi?

Den stoiske ro kommer for eksempel til udtryk, når der ”igen” er strømsvigt, eller hvis der er lukket for vandet. Hvis man så går ned på torvets café for at høre, om nogen ved, hvornår strømmen eller vandet kommer igen, så svarer de med et smil: ”Easy, no problem, Pia”, og de har ellers noget mere brug for begge dele, end vi har i vores hus. Her handler det kun om, at det er rart med et bad efter en varm tur til stranden.

Man bitterheden er der naturligvis også. Den er ikke rettet så meget mod EU som mod Alexis Tsipras, som de fleste synes begik et alvorligt løftebrud, da han først lod grækerne stemme om en aftale, som de sagde nej til, hvorefter han selv indgik en aftale, der til forveksling lignede den, som grækerne stemte om i begyndelsen af juli. Politikerleden er udbredt. Folk er godt og grundigt trætte af inkompetente politikere. Men dagligdagen går sin gang. Familienetværket er intakt. Det er håbet midt i tragedien.