Sundhedsminister går ind i ambulancesag

Det hollandske selskab Bios overtager om mindre end en måned størstedelen af Falcks ambulancekørsel i Region Syddanmark - til trods for at selskabet mangler godt 200 reddere for at nå i nærheden af de 558 fuldtidsstillinger, som regionen mener er ideelt. Det skriver Politiken mandag.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er nu gået ind i sagen, efter flere politikere og eksperter tvivler på, at Bios bliver klar. 

"Det er fuldstændig afgørende, at regionens borgere kan være helt trygge ved, at de også efter 1. september kan blive kørt til sygehuset i en ambulance, hvis de for eksempel bliver ramt af et hjertestop. Jeg vil bede mit ministerium tage kontakt til Region Syddanmark for at få en status på, hvordan det skrider frem med tilrettelæggelsen af den fremtidige ambulancekørsel i regionen", lyder det i en e-mail fra ministeren til Politiken.

Ifølge Jes Søgaard, der professor i sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet, har Bios sat sig selv på en stor opgave. Han minder om, hvordan det i 2009 slog fejl, da selskabet Samariten fra Sverige skulle ind på det danske marked.

Bios-direktør: Vi er klar 

I Bios understreger direktør Morten Hansen, at han stadig er i fuld gang med at ansætte reddere, og at selskabet er klar:

- Det har vi lovet regionen. Det lover vi også borgerne i regionen, siger han til Politiken. 

Ifølge direktøren har selskabet godt 320 fuldtidsstilinger i hus, der suppleres med timelønnede og overarbejde. Hertil kommer, at selskabet har sendt ansættelseskontrakter til yderligere 60 reddere, som han har en »formodning og forhåbning« om vender tilbage med en underskrift, sådan at tallet snart kan opjusteres.