Politisk redaktør om kontrolforslag: DF forsøger at udnytte deres magt

Med forslaget om at der skal indføres kontrol med de danske domstole, forsøger Dansk Folkeparti at udnytte den magt, de fik af vælgerne ved folketingsvalget den 18. juni.

Sådan lyder vurderingen fra politisk redaktør på Radio 24syv Jesper Thermansen, efter Dansk Folkeparti til Jyllands-Posten siger, at de vil have justitsminister Søren Pind til at sørge for, at der i fremtiden bliver udarbejdet kvartalsvise opgørelser over de afsagte domme, så man kan finde ud af, om domstolene afsiger for milde domme.

- Diskussionen med DF, der vil have hårdere straffe, har kørt i årevis, men nu har de magten til at bruge finanslovsforhandlingerne til at prøve at gennemføre de her ting.

Dommerforening imod

Peter Skaarup siger til TV 2, at hvis opgørelserne viser, at partiets tese om milde straffe, holder stik, så skal skruen strammes politisk.

Og det kan blandt andet ske ved, at det indføres i loven, hvor hårdt straffen som minimum skal være, skriver Jyllands-Posten.

En ide, som vækker frustration i Den Danske Dommerforening.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra dommerforeningens side altid har været modstandere af minimumsstraffe. Hvis man indfører det, så fjerner man fuldstændig det skøn, som er overladt til domstolene at vurdere i de konkrete tilfælde, siger Mikael Sjöberg til TV 2.

Bliver ikke som DF har tænkt

Ifølge Jesper Thermansen ved Dansk Folkeparti godt, at deres forslag ikke kommer igennem. Men hvis bare dele af det vedtages, er det en sejr for partiet.  

- På det her område kan vi høre, at Peter Skaarup ikke har nogen reservationer i forhold til at sige, at hvis det er sådan, at der er en straframme på overfaldsvoldtægt på fire til seks år, hvorfor skal vi så ligge på 18 måneder. Der stejler domstolene, og det vil betyde, at Søren Pind (justitsminister, red) så skal gå op imod hele systemet, hvis forslaget skal indføres. Det tror jeg ikke kommer igennem, siger Jesper Thermansen.

- Det sker i hvert fald ikke i den form som DF har tænkt sig, og det ved de også godt. Men kommer de igennem med bare en del af det, så er det også en måde at vise, at som stort støtteparti til regeringen, har man ganske stor indflydelse.

V og S er imod

Regeringen har da også allerede nu meddelt, at de ikke bakker op om Dansk Folkepartis forslag om kvartalsvise opgørelser. 

- Der er så mange individuelle omstændigheder i hver eneste straffesag, som der tages hensyn til. Derfor vil sådanne opgørelser give et forkert indtryk, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til TV 2 og tilføjer:

- Vi synes, det er en god ide, at vi får belyst strafniveauene, så det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan det skal ske. Altså om det skal ske ved, at man dokumenterer de domme, og man kan se de omstændigheder, som er indgået i dommen, eller om det skal ske ved kvartalsvise oversigter. Det sidste tror jeg ikke rigtig på vil give den korrekte belysning af sagen, siger han til TV 2.

Heller ikke Socialdemokraterne er venlig stemt over for forslaget, fortæller partiets retsordfører Trine Bramsen.

- Det her forslag er at sætte et stort spørgsmålstegn ved vores tredeling af magten. Det er et ønske om, at ville detailstyre vores domstolene og bestemme, hvilken straf de skal give. Vores opgave som folketingspolitikere er i stedet at lave en strafferamme. men at diktere, hvad domstolene skal give i de konkrete sager, er vi ikke enige i. Det er jo et forsøg på at lave minimumsstraffe.