Virksomheder til Løkke: Drop asylannoncerne - de gør os fattigere

Flere større danske virksomheder beder nu regeringen om at aflyse den bebudede annoncekampagne, som skal få asylsøgere til at fravælge Danmark.

For annoncerne vil sende det klare signal, at Danmark er et lukket land, og det kan forværre erhvervslivets mulighed for at rekruttere arbejdskraft og gøre det sværere at eksportere til visse markeder, fortæller flere direktører til Jyllands-Posten

- Regeringen indrykker helsidesannoncer, hvor vi fortæller mennesker, at vi helst ikke vil se dem. Det bliver vi ikke rigere af, det bliver vi kun fattigere af, så herfra er anbefalingen at aflyse initiativet, siger kommunikationsdirektør i Grundfos Kim Nøhr Skibsted.

- Du kan tænke dig selv som forbruger. Hvis du oplever en producent eller et brand, som signalerer selvtilstrækkelighed, og at alle andre ikke er lige så gode som dig selv, så begynder du at tænke, at det dybest set er usympatisk, og så køber du dine varer andre steder. Det har vi hørt fra flere kunder, siger han.

Går helt tilbage til grænsebomme

Hos Microsoft Development Center Copenhagen er der ansatte fra 40 forskellige lande. Adm. direktør Charlotte Mark frygter, at kandidaterne stopper med at interessere sig for Danmark som et land at komme til, hvis retorikken fortsætter med at være "så stram og unuanceret".

- Vores bekymring går jo tilbage i tiden, når der har været diskueret grænsebomme og andre ting, hvor vi kan se, at der med det samme kommer reaktioner fra de kandidater, som overvejer et job hos os i Danmark, siger hun til TV 2 og tilføjer: 

- De oplever, at vi lukker os om os selv, og de er bekymrede for, hvordan de skal kunne bringe dem selv og deres familie hertil og få en god tilværelse i Danmark.

Venstre afviser

I Enhedslisten bakker man op om virksomhedernes bøn, fortæller Finn Sørensen.

- Den udlændingepolitik, som regeringen fører, er lig med Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Den skader Danmarks omdømme i udlandet, og det kan koste noge arbejdspladser, siger han til TV 2.

Venstre afviser kritikken og holder fast i kampagnen, fortæller partiets udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth.

- Vi ser absolut ingen sammenhæng mellem, at vi laver en annonceakampagne målrettet menneskesmuglere, og det at kvalificeret udenlandsk arbejdskraft kan komme til Danmark 

- I 00'erne var der en lignende kritik, som viste sig at være fejlplaceret, fordi der i 00'erne kom rigtig mange til Danmark fra udlandet for at arbejde samtidig med, at vi fik bremset op for asyltilstrømningen, siger han til TV 2.