1000 danskere i annonce til flygtninge: Velkommen til Danmark

Over 1000 danskere har til sammen samlet over 100.000 kroner ind til en annonce, der byder flygtninge velkommen i Danmark. Den blev bragt i dagens Politiken.

Annoncen er et modsvar på den, som regeringen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i spidsen planlægger at bringe i tyrkiske og afrikanske medier. Den skal advare menneskesmuglere om at hjælpe flygtninge til Danmark ved at fortælle om forringelser i asylansøgeres vilkår.

Marianne Rosenkvist er en af dem, der står bag modsvaret. Hun er selv medlem af Enhedslisten, men fortæller, at folk fra hele det politiske spektre har doneret penge.

- Vi håber på at have en anden stemme, der viser, at der er plads til flygtninge her, der er menneskelighed, vi vil godt dem, der kommer hertil, siger hun til TV 2.

Vil også lave engelsk annonce

Hun ved godt, at der næppe er mange mennesker på flugt i Mellemøsten og Afrika, der læser Politiken og dermed annoncen. Derfor vil de også forsøge at samle penge ind til en engelsksproget annonce i den britiske avis The Guardian.

- Vi synes hele verden skal vide, at der er en anden stemme i danamrk, som vil medmenneskelighed og anstændighed, siger Marianne Rosenkvist.

Ideen til projektet blev født, da hun og flere andre debatterede regeringens kommende annonce på Facebook. Siden oprettede de siden Velkommen til flygtninge - Nej til Støjbergs skræmmekampagne, som har over 13.200 likes.