Her er Løkkes planer for efteråret

Den nytiltrådte statsminister Lars Løkke Rasmussen har et travlt efterår foran sig.

Regeringen er kun lige kommet i gang med at stramme op på udlændingeområdet og straks efter sommerferien vil regeringen fremsætte lovforslag, der skal ”gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark”. Forslagene indeholder blandt andet integrationsydelse på SU-niveau, mulighed for sprogbonus og en styrket kontrol af asylansøgeres identitet.

Så kan danskerne også se frem til første del af jobreformen – det efterhånden sagnomspundne ”moderne kontanthjælpsloft”. Eller blot en tilpasning af ydelsen.

I anden omgang af jobreformen, der først kommer til foråret, skal der også indføres en sænkelse af skatten på de laveste indkomster. Læs mere om Lars Løkkes jobreform her

Dagpenge vender tilbage til centrum af dansk politik

Så kommer den længe ventede dagpengekommission også med sit forslag til et nyt dagpengesystem. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt fremrykkede kommissionens betænkning fra 2016 til september 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen nu skal stå i spidsen for de efterfølgende forhandlinger.

Og når de forhandlinger er på plads, så ligger det lige for, at gå i gang med de trepartsforhandlinger, som Lars Løkke Rasmussen varslede under valgkampen. Inden valget var LO-formand Harald Børsting ude og række hånden ud mod blå blok og varsle nye vinde for fagbevægelsen, der ikke længere vil bekende sig til et bestemt politisk parti.

Senest i starten af 2016, men formentlig allerede inden udgangen af 2015, skal danskerne til afstemning om EU's retsforbehold, om hvorvidt vi skal have en såkaldt tilvalgsordning. Debatten frem mod folkeafstemning kommer også til at fylde i den nye statsministers kalender. Lars Løkke Rasmussen har allerede anbefalet danskerne, at stemme for en tilvalgsordning.

Så skal der jo også forhandles en finanslov. Her vil det være finansminister Claus Hjort Frederiksen, der indtager hovedrollen, men Lars Løkke selv er selvfølgelig med i kulissen.

Grundskylden kommer på som borgerligt projekt

Sammen med finansloven kommer regeringen nok ikke uden om at skulle forhandle om grundskylden. Claus Hjort Frederiksen meddelte i forbindelse med kommuneaftalen, at han er klar til at se på grundskylden netop i forbindelse med forhandling af finansloven. Og skulle han glemme det, så kan vi nok regne med, at de Konservative minder ham om det.

Så har Lars Løkke Rasmussen også givet sine nye ministre lektier for i sommerferien: De skal komme tilbage fra ferie med forslag til udflytning af statslige arbejdspladser. De vil blive drøftet på et ministermøde og efterfølgende i folketingsgruppen, når politikerne er tilbage fra ferie. Først for skud står stadig Geodatastyrelsen, som Venstre vil flytte fra København til Nordjylland.

Inden valget fremsatte Lars Løkke Rasmussen og de andre borgerlige partiledere krav om flere ressourcer til politiet ovenpå terrorattentatet i København. Det vil også være at finde på Løkkes dagsorden for efteråret.

Skal Danmark fortsætte kampen mod IS?  Til oktober udløber mandatet til den danske indsats mod IS. Men inden det sker, vil regeringen fremlægge et forslag til en forlængelse af indsatsen.

Og det leder direkte videre til en anden sag, der formentlig også vil komme på dagsordenen i løbet af efteråret – nemlig indkøb af nye kampfly.

Behovet for det kan risikere at opstå før end ventet, efter det har vist sig, at der er problemer med de danske F-16 fly, der er på mission i Irak, skriver jp.dk.

Den tidligere forsvarsminister Nicolai Wammen havde eller varslet, at han ville orientere forligspartierne om, hvordan processen skrider frem på et møde 18. juni. Men der kom som bekendt et Folketingsvalg i vejen.

Løkkes ministerhold

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen
  • Finansminister Claus Hjort Frederiksen
  • Udenrigsminister Kristian Jensen
  • Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder
  • Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
  • Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen
  • Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen
  • Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg
  • Social- og indenrigsminister Karen Ellemann
  • Justitsminister Søren Pind
  • Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt
  • Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby
  • Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde
  • Skatteminister Karsten Lauritzen
  • Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen
  • Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Carl Holst 
  • Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen