Af med EU-sokkerne, Løkke

Da Lars Løkke overtog Statsministeriet, uddelte Helle Thorning et par EU-sokker som overdragelsesgave. Hun frygtede for det europæiske samarbejde efter regeringsskiftet og var bange for, at den nærmest konstante underkastelse for udviklingen mod en social union ville slutte under en blå regering.

Hendes bekymringer må siges at være gjort til skamme.

Lars Løkke og Venstre har nu droppet at tage kampen op med EU-domstolen for at undgå, at EU-borgere kan få børnecheck efter kort tid i Danmark. Med andre ord er kampen mod en social union og skæve optjeningsprincipper opgivet til fordel for en konsensussøgende EU-politik.

Problemet bliver dog i sagens natur, at Løkkes parlamentariske grundlag i modsætning til Venstre står ved tidligere udmeldinger – og fra et borgerligt synspunkt, må dette siges at være ganske fornuftigt.

Problematikken omkring EU-dommene og konsekvenserne af disse, er nemlig ikke blot et spørgsmål om kroner og øre. Det er i højere grad et spørgsmål om ret og pligt, og det faktum, at de danskere vælgere igennem over 80 år har formet en velfærdsstat, der aldrig har været tilset at skulle strække sig udover Danmarks grænser.

Mine forældres og bedsteforældres generationer har været med til at skabe den velfærdsstat, vi kender i dag. Og tro mig, der er mange ting jeg i dag ville reformere og lave om, hvis jeg selv sad med 90 mandater. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at beslutningerne er truffet gennem nærdemokratiet i Danmark, hvor man aldrig har sagt god for skabelsen af en social union.

Derfor er manglende opgør med EU-domstolen et principielt demokratisk problem, da de som har skabt velfærdsstaten aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at velfærdsrettighederne pludselig skulle blive universielle i hele EU. 

Derfor bør Lars Løkke helt konkret stå ved sin tidligere retorik og de løfter, som blå blok sammen indgik under valgkampen.

En kamp for dansk selvbestemmelse er central i en europæisk kontekst, og det er nødvendigt, at borgerlige politikere i højere grad tager kampen op mod de principielle problemer, som den frie bevægelighed kan medføre i relation til velfærdsrettigheder.

Om kampen for selvbestemmesle kan vindes ved EU-domstolen, er et andet spørgsmål. Men hvis ikke EU-landene selv har mulighed for at fastslå, hvad der konkret skal til for at modtage børnepenge og andre former for understøttelse, vil EU gå mod en stadig større lede blandt befolkningen.

Hvis Løkke derimod tør tage kampen, smide EU-sokkerne og arbejde for det EU, som oprindeligt var intentionen, så kan borgerlige politikere i langt højere grad også italesætte de positive aspekter ved det europæiske samarbejde.