Lægeforening: Patienter risikerer at blive udskrevet for hurtigt

Det kan få store konsekvenser for de medicinske patienter på de danske sygehuse, når regionerne forventer at skulle skære over to milliarder kroner næste år, som TV 2 kunne torsdag fortælle.

Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, frygter, at besparelserne i værste fald kan betyde, at patienter bliver udskrevet for hurtigt.

- Der har været en generel tendens til, at patienter bliver udskrevet hurtigere og hurtigere og generelt er mere plejekrævende og med større behov for genoptræning end tidligere. Når hospitalerne nu er under pres og senge bliver skåret, så vil der være en risiko for, at folk bliver udskrevet i dårligere tilstand, end hvad man gjorde, hvis man var fuldt bemandet og havde de senge, man skulle bruge, siger han til TV 2.

Store kommunale forskelle

Ifølge Lægeforeningens formand vil det i endnu højere grad stille krav til, at der står et velfungerende og velforberedt kommunalt sundhedssystem på den anden side, som er klart til at tage imod de udskrevne patienter.

Nogle kommuner er ifølge Andreas Rudkjøbing rigtig gode til at få igangsat den opfølgende behandling, men det gælder langt fra alle steder.

- Vi ved også bare, at kommunerne er meget forskellige, og at mange kommuner slet ikke er klar til den her opgave. For de patienter betyder det selvfølgelig, at det tager længere tid at komme på benene igen, siger han.

Risikerer genindlæggelser

Andreas Rudkjøbing understreger, at de for de ældre medicinske patienter er enormt vigtigt, at det kommunale system er klar til at tage over med medicinering og hjemmesygeplejerske, når de ældre forlader sygehuset og kommer ud i deres eget hjem eller plejehjem.

- Hvis ikke tingene er på plads, bliver folk jo ikke raske. I værste fald må man genindlægge patienterne. Så kom man ikke i gang med den tætte, opfølgende pleje, og så må man genindlægge, og det er et kæmpe ressourcespil. Det er rigtig træls for patienter og pårørende, siger Andreas Rudkjøbing.

Har du eller dine pårørende selv oplevet konsekvenser ved, at ældre medicinske patienter udskrives for hurtigt, vil TV 2 gerne høre din historie. Kontakt os på thfu@tv2.dk.