Det er socialdemokrater, der har skabt velfærdssamfundet – ikke kirken

Jeg vedkender mig 100 pct. min kristne kulturelle arv som dansker. Det er derfor jeg er medlem af folkekirken selvom jeg er ateist. Men den arv stopper ved Venstres mærkværdige ønske om at blande religion og politik sammen, ved at skrive kristendommen ind i regeringsgrundlaget. Der må være en kant, og den er lige netop her.

Flere giver i debatten udtryk for, at vi kan takke kristendommen for vores tolerante samfund med næstekærlighed og omsorg. Vrøvl. Det er socialdemokrater, der har skabt vores tolerante samfund, vores velfærdssamfund, som vi kender det. Ikke præster. Fint at mennesker prædiker næstekærlighed i Guds navn. Men det er ikke kirken, der har skabt vores velfærd. Det er ikke kirken, der forsvarede arbejderne mod at blive udbyttet. Det er ikke kirken, der gik foran med kvinders ligestilling. Det er ikke kirken, der gik foran med seksuelle minoriteters rettigheder. Enkelte præster, ja, men ikke kirken som sådan. Og det er helt fint, for religion og politik er en grim cocktail. Naturligvis har kirken haft en stor indflydelse på vores samfund i de sidste 1000 år. Det respekterer jeg fuldt ud. Men det er demokratiet og i særdeleshed Socialdemokratiet, der har skabt det Danmark jeg kender, på baggrund af værdier om fællesskab, solidaritet og tolerance.

Hvis folkekirken pludselig skal tages til indtægt for politiske budskaber, som i bund og grund ikke handler om at inkludere mennesker, men snarere ekskludere dem, der ikke er kristne, så må jeg genoverveje mit medlemskab af den klub. Nu kommer jeg fra et hjem med flagstang. Men på et tidspunkt for nogle år siden vægrede jeg mig lidt imod at bruge flaget, fordi det føltes lidt som om Dansk Folkeparti havde taget patent på Dannebrog på en måde, jeg ikke kunne genkende. En ekskluderende og ikke en inkluderende måde. Jeg blev enig med mig selv om, at det ville jeg ikke finde mig i. Jeg genvandt glæden vil at bruge flaget ved familiens højtider. Og følte, at jeg havde tilbageerobret Dannebrog. Måske jeg skulle gøre det samme med folkekirken. Jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert: hvis jeg gør det, så er det som menneske – ikke som politiker. Fri mig for sammenblanding af politik og religion – især når det handler om at ekskludere mennesker fra fællesskabet.