Lykketoft om Irak-Krigen: - Jeg blev ført bag lyset

- Jeg har altså indtrykket af, at jeg i det opspil, der var til Irak-krigen, blev ført bag lyset af dels en udenrigsminister … og dels en statsminister som bare en to-tre dage før krigen brød ud i telefonen sagde til mig, at nu måtte man jo afvente, hvad FN besluttede.

Sådan lyder det fra den tidligere udenrigsminister og daværende formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, efter at det torsdag kom frem, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) allerede i marts 2002 - et år før Irak-krigens begyndelse - drøftede muligheden for en invasion af Irak med den daværende amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.

En oplysning som dog ikke overrasker Mogens Lykketoft.

- Det er en oplysning, som for så vidt ikke undrer mig, for jeg oplevede jo som formand for Socialdemokratiet en statsminister, der sagde til mig, at han ville gå med Bush få dage efter, at han havde sagt, at nu afventede vi, hvad FN måtte beslutte, siger Mogens Lykketoft til TV 2.

Ifølge Lykketoft udtrykte Anders Fogh Rasmussen, at han var klar til at følge USA i et og alt.

- Da jeg gik ham på klingen og sagde, at FN jo ikke havde godkendt det her, tværtimod, så sagde han, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at gå sammen med USA ligegyldigt, hvad det handlede om.

- Det var der, vores veje skiltes dengang, siger den tidligere socialdemokratiske formand, der mener, at både daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) og Anders Fogh Rasmussen gav misvisende oplysninger forud for Irak-krigen.

Torsdag gjorde regeringen ifølge Politiken alvor af sin beslutning om at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen:

- I forlængelse af regeringsgrundlaget 'Sammen for fremtiden' har Justitsministeriet i dag underrettet Irak- og Afghanistankommissionen om, at kommissionen skal ophøre med sin virksomhed«, oplyser Justitsministeriet til Politiken.