Irakkommission kan genåbne efter næste valg

Den omdiskuterede kommission, der skulle gennemtygge grundlaget for Irakkrigen, er netop blevet sat fra bestillingen af den nytiltrådte Venstre-regering. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den er begravet for altid, skriver Politiken lørdag.

I venstre side af Folketingssalen er der udbredt appetit på, at Irak- og Afghanistankommissionen får nyt liv, hvis magten skifter efter næste valg.

- Hvis Venstre faktisk lykkes med at lukke kommissionen, forbeholder vi os ret til at åbne den igen. Det er et principielt spørgsmål, om en regering skal lykkes med at lukke en uvildig undersøgelse, der er i fuld gang. I min optik er det en helt uhørt politisk praksis, siger Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, til Politiken.

Også SF’s gruppeformand, Jonas Dahl, åbner for at sætte den tre mand store kommission tilbage i arbejde.

- Jeg kan sagtens se for mig, at man ser på det igen efter næste valg. Det er skandaløst og dybt kritisabelt, at vi ikke får en afklaring, og at man på denne her måde prøver at sylte de ting, der er foregået, siger Jonas Dahl til Politiken.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, kritiserer også lukningen, men vil ikke love genåbning efter et regeringsskifte.

Ifølge kommissionsformand og landsdommer Michael Kistrup vil den lukkede kommissions tusindvis af dokumenter nu blive sendt på Rigsarkivet. Kistrup er ærgerlig over at skulle stoppe arbejdet, men han vil ikke tage endeligt stilling til, om han eventuelt kunne være klar på endnu en tørn efter et regeringsskifte:

- Så skulle det være den samme bemanding, så vi kunne gå i gang, hvor vi slap, siger han til Politiken.

Enhedslisten vil end ikke vente til efter næste valg. Partiet fremsætter nu et beslutningsforslag om en ny kommission - et forslag, der dog ikke er flertal for, skriver Politiken.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind, der er gået på sommerferie. Heller ikke forsvarsminister Carl Holst (V) vil kommentere sagen. Ej heller har har det været muligt at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen, hvis kontaktperson ikke har besvaret Politikens henvendelse.

Tidligere forsvarsminister i årene omkring krigens begyndelse, Svend Aage Jensby (V), har ingen kommentarer til sagen, skriver Politiken.