Vækstminister: Jeg vil ikke have Mallorca ved de danske strande

- Jeg vil ikke lave Mallorca-lignende tilstande med nybyggede hoteller i strandkanten.

Det siger den nye erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, efter Danmarks Naturfredningsforening kraftigt har kritiseret den nye regerings planer om at lempe reglerne for at bygge tæt ved kysterne.

- Det er en skræmmekampagne, siger Troels Lund Poulsen om kritikken.

- Der eksisterer i dag en strandbeskyttelseslinje, der er på 300 meter fra kysten. Det er en forbuds-zone. Der har jeg ingen planer om, at der skal bygges hoteller. Men også inden for strandbeskyttelseslinjen kan der være behov for at præcisere nogle ting. Hvis man skal bygge et ishus eller et toilet mindre end 300 meter fra strandkanten, så har det været besværligt. Så vi skal se på bureaukratiet omkring den zone, siger Troels Lund Poulsen.

Han lægger i højere grad op til ændringer af reglerne for den såkaldte kystnære-zone, der strækker sig fra de 300 meter og 2700 meter længere ind i landet – altså indtil 3000 meter fra strandkanten.

Der er en række rigide regler, og der vil vi gerne give kommunerne mere frihed. I dag er det sådan, at virksomheder, der ligger to eller to-en-halv kilometer fra kysten, kan have svært ved at udvide deres produktion. Andre steder sætter kystnær-zonen nogle begrænsninger, så man ikke kan komme til at bygge nye boliger, siger Troels Lund Poulsen.

- Det er kystnær-zonen, altså zonen, der går tre kilometer ind i landet fra strandkanten, der er alt, alt for snærende. Ikke mindst på nogle af vores må øer. Der vil vi gerne diskutere med de lokale borgmester og andre interesserede, hvordan vi skaber bedre vækstvilkår, siger han.

Kommunerne har foreslået 38 forskellige kystprojekter, som kan skabe vækst og turisme i kystområderne i et forsøgsprojekt. Se de 38 foreslåede projekter på det interaktive kort nedenfor. Klik på kortet og blive klogere på hvert enkelt projekt:

T2Toolbox embed