Rød blok støtter Thorning-Schmidt som formand

Både SF og Alternativet melder nu ud, at de støtter Helle Thorning-Schmidt som ny formand for folketinget.

- Hun ville være en fremragende formand. Hun kender hele det parlamentariske arbejde, og hun har erfaringen med relationen mellem parlament og regering. Hun ville klæde den stol bedre end Pia Kjærsgaard, siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.

Helle Thorning-Schmidt har ikke officielt meldt sig som kandidat til posten, men afviser ikke, at hun er kandidat.

- Det kan man aldrig vide, sagde Thorning,da hun søndag bekendtgjorde, at hun vil indtage partiets plads i Folketingets Præsidium.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er også i spil til posten. Hun har opbakning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Ingen af de andre partier i blå blok har peget på, hvem de vil støtte.

Formandsposten er blevet ledig, efter Mogens Lykketoft det næste år skal være formand for FN’s generalforsamling.

Fakta: Den fine stilling som formand for Folketinget

På fredag vælger Folketinget sin formand efter Mogens Lykketoft (S). Der er meget prestige i stillingen.

* Den øverste ledelse på Christiansborg, Folketingets Præsidium, har fem medlemmer: En formand og fire næstformænd.

* Mens de fire næstformænd vælges af de fire største partier, der ikke besidder formandsposten, så vælger Folketingets medlemmer formanden, som anses for den fornemste stilling, man kan vælges til i Danmark.

* Medlemmerne af præsidiet styrer møderne i folketingssalen, ligesom de holder styr på, at regler og normer ved debatterne bliver overholdt, og at der er god ro og orden.

* Folketingets formand er også øverste chef for Folketingets administration med omkring 400 ansatte.

* Også udadtil er der stor anseelse knyttet til posten, da præsidiet både modtager kongefamilien ved Folketingets åbning, og når Danmark modtager officielle statsbesøg.

* Formanden vælges, så snart et nyt Folketing træder sammen, hvilket sker på torsdag.

Kilde: Folketinget