LA vil have topskattelettelse for at pege på Pia Kjærsgaard

Liberal Alliance forhandler med de øvrige borgerlige partier om posten som Folketingets formand. Partiet vil have en ”tilkendegivelse” om en lettelse af topskatten for at pege på Dansk Folkepartis tidligere formand, Pia Kjærsgaard, bekræfter LA’s gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll.

 - Det er korrekt, siger han til Politiken.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har varmt anbefalet Pia Kjærsgaard til den prestigefulde post, ligesom Konservative ventes at pege på hende.

Omvendt har SF og Alternativet udtalt støtte til Socialdemokraternes afgåede formand, Helle Thorning-Schmidt, som formand.

Liberal Alliance kan tilsyneladende afgøre sagen under den afstemning, der skal finde sted fredag. Ifølge Politikens oplysninger nægter Dansk Folkeparti kategorisk at give indrømmelser for at få valgt Pia Kjærsgaard.

Uenighed om topskattelettelser splitter de borgerlige partier.  I regeringsgrundlaget har regeringen efter pres fra Liberal Alliance indskrevet en ambition om at sænke topskattesatsen med fem procentpoint. Det har Dansk Folkeparti sagt, at partiet ikke kan se for sig. Simon Emil Ammitzbøll forklarer ikke nærmere, hvad det er for en tilkendegivelse, partiet kræver.

Fakta: Den fine stilling som formand for Folketinget

På fredag vælger Folketinget sin formand efter Mogens Lykketoft (S). Der er meget prestige i stillingen.

* Den øverste ledelse på Christiansborg, Folketingets Præsidium, har fem medlemmer: En formand og fire næstformænd.

* Mens de fire næstformænd vælges af de fire største partier, der ikke besidder formandsposten, så vælger Folketingets medlemmer formanden, som anses for den fornemste stilling, man kan vælges til i Danmark.

* Medlemmerne af præsidiet styrer møderne i folketingssalen, ligesom de holder styr på, at regler og normer ved debatterne bliver overholdt, og at der er god ro og orden.

* Folketingets formand er også øverste chef for Folketingets administration med omkring 400 ansatte.

* Også udadtil er der stor anseelse knyttet til posten, da præsidiet både modtager kongefamilien ved Folketingets åbning, og når Danmark modtager officielle statsbesøg.

* Formanden vælges, så snart et nyt Folketing træder sammen, hvilket sker på torsdag.

Kilde: Folketinget