Irak-kommissionen nedlægges: Formanden undrer sig

Formanden for Irak- og Afghanistan kommissionen, Michael Kistrup, er forundret over, at man vælger at nedlægge kommission, før den har færdiggjort sit arbejde som var forventet at være afsluttet i december 2017.

Kommissionen, der blev nedsat i slutningen af 2012 af den tidligere regering, havde til opgave at undersøge dels grundlaget for krigen i Irak og dels den danske politik i forhold til tilbageholdelser af fanger i både Irak og Afghanistan.

Ingen af delene vil den danske befolkning få svar på.

- Jeg er forundret over, at man vælger at nedlægge kommissionen på nuværende tidspunkt. Vi vil gå glip af en tværgående analyse af, hvad der er sket og afhøring af 13 vidner mindst, fordi vi også mangler forsvarsministeren, som skulle belyse grundlaget for, hvorfor vi i gik ind i krigen, siger formanden til TV 2.

Ifølge Michael Kistrup ville danskerne blive klogere på, hvorvidt krigen var i orden.

- Det kunne være, at krigen var i orden. Det kan være, at den ikke var i orden.

Kritik fra Hovedorganisationen af Officerer i Danmark

Formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, oberstløjtnant Niels Henrik Tønning, er  kritisk over for regeringens plan om at nedlægge kommissionen:

- Det er problematisk, hvis man ikke får afsluttet de her to missioner på ordentlig vis - så længe der kan herske en politisk usikkerhed om, hvilket rationale der lå bag at gå i krig, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Man skal tænke på ,at det at tage i krig, det er en ganske alvorlig beslutning. Det er en videreførelse af politik med militære midler, men det er en alvorlig beslutning, som også har kostet menneskeliv.

Ifølge Niels Henrik Tønning er der ingen tvivl om, at der hersker stor respekt om soldaternes indsats.

- Der er ingen tvivl om, at der hersker stor anseelse omkring den soldatermæssige indsats. Og vi har også evalueret den militært fagligt, således at vi drager lære af det.

Han understreger, at man burde færdiggøre kommissionens arbejde.

- Hvis der hersker tvivl om, hvad var egentlig rationalet ved at gå ind, og fik man opfyldt de strategiske mål, man havde, så er det med at få den afsluttet på ordentlig vis.

Du kan se eller gense interviewet med Niels Henrik Tønning her:

Tidligere medlem af kommissionen: Det er respektløst over for soldaterne

Medlem af kommissionen, Jørgen Albæk Jensen, Professor ved juridisk institut på Aarhus Universitet, er meget ked af beslutningen og at nedlægge kommissionen.

- Jeg er ked af det, og jeg synes, at det var nogle vigtige spørgsmål, der skulle belyses. Det ene var spørgsmålet for grundlaget om at gå i krig i Irak og så de fangeholdelser i Irak og Afghanistan.

Albæk Jensen har en vigtig pointe:

- Det er vigtigt at få besvaret disse spørgsmål i forhold til fremtiden, for alle i Folketinget er stort set enige om, at vi skal føre en aktiv en aktiv udenrigspolitik. Derfor er det vigtigt, at vi lærer af fortiden, siger Jørgen Albæk Jensen til TV 2.

Ifølge det tidligere medlem af kommissionen, er der ikke nogen logisk grund til, at man vælger at nedlægge kommissionen efter knap tre års virke, når kommissionen havde fået fem år at arbejde i frem til 2017.

- Jeg har ingen idé om det. Jeg kan kun forholde mig til, at regeringen vil lukke kommissionen af to grunde: 1. Alting er oplyst. 2. Økonomiske grunde - man mener pengene er bedre brugt et andet sted. Jeg er meget uenig. Der er vigtige ting, der stadig ikke er oplyst, siger Jørgen Albæk Jensen, der samtidig mener, at man netop varetager soldaternes interesse ved at komme til bunds i krigskommissionens undersøgelser.

- Hvis det var hensynet til soldater, der var vigtigt, så burde de høre på, at man gerne vil have kommissionens undersøgelse gennemført. Man skylder de soldater, der har været af sted, at man får det ordentligt belyst.

Jørgen Albæk Jensen er sikker på, at kommissionen ville være færdig til tiden.

- Halvdelen af tiden er gået. Jeg tror stadig på, at man med det tempo man har haft på siden vi fik en ny formand kunne være nået i mål med kommissionens arbejde til planlagt tid - december 2017, siger Jørgen Albæk Jensen til TV 2.

Her er en oversigt over udgifterne til Irak- Afghanistankommissionen.

Her er de 13 personer, der slipper for at blive afhørt, nu hvor kommissionen bliver nedlagt. Listen er hentet fra kommissionens hjemmeside, hvor de datoerne for afhøringerne var offentliggjort.

11. november 2015 – Peter Taksøe-Jensen

13. november 2015 – Tobias Elling Rehfeld

16. november 2015 – Michael Braad

16. november 2015 – Katrine Nissen

20. november 2015 – Arnold de Fine Skibsted

23. november 2015 – Hans Klingenberg

27. november 2015 – Anders Carsten Damsgaard

30. november 2015 – Michael Zilmer-Johns

2. december 2015 – Carsten Søndergaard

7. december 2015 – Friis Arne Petersen

11. januar 2016 – Nils Bernstein

1. februar 2016 – Per Stig Møller

3. februar 2016 – Anders Fogh Rasmussen

Den danske mission i Irak

  • Der blev i første omgang givet et års mandat. Det udløber i oktober 2015.
  • Danmark bidrager med syv F-16 kampfly (hvoraf de tre er i såkaldt logistisk reserve). Derudover bidrager Danmark med et Hercules-transportfly.
  • F-16-flyene skal indgå i kampen mod IS i samarbejde med USA og de øvrige lande i en international koalition. Sammen med flyene følger et mandskab på op til 140 personer.
  • Flyene indgår i første omgang i operationen i 12 måneder. De danske fly bomber ikke i Syrien.
  • Danmark bidrager også med 120 mand, der skal uddanne og vejlede irakiske sikkerhedsstyrker.
  • De første missioner foregik 16. oktober 2014.
  • Det danske bidrag havde 12. maj fløjet i alt 328 missioner og anvendt 271 bomber.
  • De samlede omkostninger på missionerne fra oktober til slutningen af februar er opgjort til cirka 213 millioner kroner - heraf 44 millioner til ammunition. Prisen for en enkelt bombe har i gennemsnit været i omegnen af en kvart million kroner.
  • Flyvevåbnets F-16-fly er af typen Fighting Falcon og kan både kæmpe mod andre fly i luften og gennemføre præcise bombninger af mål på jorden.

Kilde: Ritzau: Udenrigsministeriet og forsvaret