Hvad skjuler blå blok?

At sende unge mennesker ud i verden med våben for at slå andre mennesker ihjel, er den tungeste og alvorligste beslutning, en regering og et Folketing kan træffe. Før du som politiker trykker på knappen i folketingssalen – rød eller grøn, ja eller nej, skal du have gjort dig ufattelig mange overvejelser. Analyser skal granskes, argumenter for og imod skal overvejes – igen og igen. Enhver tvivl skal endevendes og diskuteres.

For der skal være tvivl. Som ansvarlig politiker, skal du besidde tvivlens nådegave. Det er næsten obligatorisk, at du skal have slidt en sti i gulvtæppet på kontoret eller hjemme i studerekammeret, mens du går frem og tilbage og overvejer. For enhver ved, at det er umuligt at spå om fremtiden. Hvis du siger ja til krig, vil ingen bagefter kunne afgøre, hvad der var sket, hvis du sagde nej. Det er et stort ansvar at sige ja til krig – men et nej og passivitet er også ansvarspådragende. Du er simpelthen nødt til at træffe en beslutning på det grundlag du har her og nu. Og så må historien vise, om det var den rigtige.

Og netop derfor, er det ufattelig vigtigt, at vi lærer af vores erfaringer. Gjorde vi det rigtige? Var grundlaget for beslutningen det rigtige? Var truslen så overhængende, som vi troede? Gav vi vores soldater det rigtige mandat? Sikrede vi dem godt nok? Sikrede vi, at krigens regler blev overholdt? Gjorde vi mere skade end gavn?

Det er altid nemt at være bagklog, men vi ved i dag, at Irakkrigen blev startet på en løgn om masseødelæggelsesvåben, som ikke eksisterede. Vi ved, at krigen har bidraget til en destabilisering af hele regionen og dermed banet vejen for, at morderiske fundamentalister som ISIL vinder terræn. Vi ved, at hele krigstrætheden oven på Irak- og Afghanistankrigene har medført en tilbageholdenhed fra verdenssamfundet, som koster menneskeliv hver eneste dag i Sydsudan, Den Centralafrikanske Republik og mange andre steder.

Hvis vi skal lære af erfaringerne, må vi bagefter granske forløbet, hændelserne, beslutningerne undervejs. Vi socialdemokrater var lodret imod Irakkrigen, men ikke Afghanistan. Vi ønsker under alle omstændigheder at lære af erfaringerne af begge beslutninger – både ja’et og nej’et. Derfor nedsatte vi en kommission til at endevende forløbet. Ganske som andre demokratiske nationer som USA, Storbritannien og Holland har gjort. Det er ikke politisk drilleri eller kalkunjagt. Det handler også om Socialdemokraternes beslutninger og ansvar. Men det handler først og fremmest om at lære af historien.

Nu vil den nye regering så nedlægge kommissionen. Det efterlader et eneste spørgsmål: Hvad har de at skjule?