Grækenlands sidste dage

Grækenlands statsminister Alexis Tspiras har lært lektien af kejser Alexander den Store – nationens største hærfører dengang i den græske storhedstid. Han førte sine soldater de 10.000 km til Indien, og en del af hans strategi var at have penge med hjemmefra til soldaterne, så de ikke deserterede.

Hos Tsipras er strategien at sætte pensionerne i vejret og genansætte mange af dem, der blev fyret af den forrige regering efter krav fra långiverne i eurozonen og Den internationale Valutafind IMF. 

Så skidt med, at pensionssystemet er svindelagtigt, og at der findes øer, hvor alle officielt er erklæret blinde, så de kan få invalidpension. Og skidt med, at mange af de omstridte jobs reelt ikke findes, men er opfundet som tak for stemmer ved tidligere valg.

Hvis man kan købe stemmer, skal man betale – ligesom Alexander den Store gjorde det. Problemet er blot, at nu er det ikke de græske skatteydere, der betaler. Det er de tyske, franske, spanske, irske og andre europæiske skatteydere.

Forklaringen fra Tsipras, er at pensioner og lønninger går til fattigfolk, som ikke har andet at leve af – og at man står med en humanitær katastrofe på grund af långivernes krav om besparelser og reformer.

Men nu vil långiverne ikke længere trækkes rundt i den græske manege. Man har forhandlet siden Tsipras’ valgsejr i januar for at få troværdige reformer, der gør det sandsynligt, at grækerne engang kan betale deres lån tilbage.

Det er betingelsen for, at eurozonen og IMF vil betale de sidste 54 milliarder af den eksisterende hjælpepakke.

Og fristen udløber på torsdag.

Men hvorfor nu lige torsdag? Har vi ikke hørt om den ene frist efter den anden, der er udløbet, uden at nogen har udløst ”Grexit”, Grækenlands exit fra eurozonen?

Svaret er ”ja, men…”. Hver gang en frist over overtrådt, har man brændt en bro, der førte tilbage til et kompromis.

Både Grækenland, IMF og eurozonens finansministre kunne lære af citatet fra den engelske forfatter Samuel Johnson, ”når en mand ved, han skal hænges om fjorten dage, koncentrerer det hans tankegang vidunderligt”.

For om fjorten dage skal Grækenland af med 12 milliarder kroner til IMF, og samtidigt udløber euroens hjælpepakke.

Men Alexis Tsipras fortsætter med at brænde broer.

Bro nr. 1: IMF’s chef, Christine Lagarde.

Den vigtigste bro er IMF, Den internationale Valutafond. Det er IMF, der er ekspert i at redde nødstedte regering, når ingen andre vil låne dem penge. Det sker sjældent i Europa, men skete for Storbritannien i 1976, for Brasilien i 1980erne og Argentina i 2001.

IMF er med i trojkaen, der står bag de græske hjælpepakker, sammen med den europæiske centralbank ECB og eurozonens medlemslande.

Men sidste torsdag meldte IMF fra og forlod forhandlingerne i Bruxelles, fordi man ikke så nogen mulighed for at blive enige med grækerne. Men grækerne skal stadig af med pengene til IMF om fjorten dage. Og Christine Lagardes økonomichef mener nu, europæerne selv må redde grækerne.

Bro nr. 2: EU-kommissionens formand, Jean Claude-Juncker.

Manden, der har gjort det til en kunstart at redde Tsipras, når han er ved at løbe panden direkte ind i en mur, er EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. I forrige uge fortsatte han forhandlingerne, mens alle andre havde opgivet. Han fik en aftale med Tsipras om at få en tilbagemelding på trojkaens udspil.

I stedet fløj Tsipras hjem til Athen, kom i mindretal i sit eget parti, afleverede aldrig nogen tilbagemelding, men holdt i stedet en usandfærdig tale i parlamentet, hvor han sværtede Juncker til.

Så brændte også den bro. Juncker er færdig med at risikere sin troværdighed for at redde Tsipras.

Bro nr. 3: Frankrigs præsident Hollande.

Frankrigs præsident Francois Hollande har sine egne problemer med at overholde eurozonens regler, som en udstukket af tyskerne. Han har netop fået forlænget Frankrigs frist to gange. Så han er ikke en paragrafrytter i forhold til grækerne.

Derfor kom det ikke bag på nogen, at hans forlængede arm, den franske EU-kommissær Pierre Moscovici (tidligere fransk finansminister) i foråret forsøgte sig med et græsk-venligt kompromis. Han skal ganske vist slet ikke blande sig i eurozonen. Men alligevel. Det var et forsøg værd. Og det kunne måske være blevet til noget, hvis ikke grækerne havde offentliggjort det famøse dokument fra Moscovici. Så måtte Moscovici benægte, at han kendte noget til det hele. Og så var den bro også brændt.

Bro nr. 4: De tyske socialdemokraters chef, Sigmar Gabriel.

De tyske socialdemokrater er i regering med kansler Angela Merkel. Tyskland betaler mest og har det afgørende ord, når det gælder hjælpen til Grækenland. Grækernes største venner er socialdemokraterne med vicekansler Sigmar Gabriel i spidsen. 

Men her i weekenden fik også Sigmar Gabriel nok. Han sagde til Bild Zeitung, at grækerne nu havde trukket euro-landene rundt ved næsen længe nok.

”Europa og Tyskland vil ikke lade sig afpresse”, sagde han og tilføjede, at de overdrevne valgløfter fra kommunisterne i Grækenland ikke skulle betales af tyske arbejdere og deres familie. 

Her var den næstsidste tyske bro også brændt af.

Den sidste bro: Angela Merkel.

Nu er der kun Angela Merkel tilbage. Hun har igen og igen sagt, at hun vil bevare euroen og dermed Grækenland i euroen. Men der er ikke længere nogen i tysk politik, der vil forhindre hende i at konstatere, at det desværre ikke kan lade sig gøre med den nuværende regering i Athen.

Og advarslen fra Financial Times om, at ”Grexit” vil koste de tyske og de franske skatteydere 1.200 milliarder kroner, vil måske på torsdag blive mødt med argumentet, at det nok ville være endnu dyrere at blive ved med at betale de løfter, Alexis Tsipras gav under valgkampen.