Sådan spurgte vi de syriske asylansøgere, hvorfor de var endt i Danmark

TV 2 har uddelt et anonymt spørgeskema til 200 syriske asylansøgere og bedt dem sætte kryds ved de faktorer, der har været mest afgørende for deres valg af Danmark som asylland.

Spørgeskemaet er på arabisk og blev uddelt af TV 2 på tre forskellige asylcentre: Røde Kors Center Helsingør, Røde Kors Center Avnstrup og Center Sønderborg.

Der blev ikke holdt øje med asylansøgerne, mens de besvarede skemaet.

Asylansøgerne blev bedt om at sætte kryds ved én til tre af svarmulighederne.

Sådan ser spørgeskemaet ud på dansk:

Anonymt spørgeskema TV 2 Danmark

Dine svar er fuldstændig anonyme og vil ikke blive videregivet til myndighederne.

I øjeblikket rejser mange flygtninge til forskellige lande i Europa for at undslippe krig, kaos og dårlige livsvilkår.

Sverige og Tyskland er de to hoveddestinationer, men også andre lande modtager mange flygtninge, heriblandt Danmark.

Vi vil gerne kende grundene til, at nogle flygtninge havner i Danmark fremfor andre lande i Europa.

Hvad er hovedårsagerne til, at du er havnet i Danmark? MARKER ÉN TIL TRE af følgende faktorer:

  • Fordi jeg allerede har familie og/eller venner i Danmark
  • Fordi jeg tror, at min familie eller venner i Danmark kan hjælpe mig med at slå mig ned og få arbejde i Danmark
  • Fordi jeg tror, at processen med at søge familiesammenføring er let og hurtig i Danmark
  • Fordi jeg planlagde at tage til et andet land, men endte i Danmark ved et tilfælde
  • Fordi jeg blev stoppet og registreret af dansk politi på vej til Sverige eller et andet land
  • Fordi jeg mener, at den månedlige ydelse, som staten giver til flygtninge, er attraktiv
  • Fordi jeg mener, at der er gode uddannelsesmuligheder i Danmark
  • Fordi jeg mener, at der er et godt sundhedssystem i Danmark
  • Fordi jeg mener, at demokrati og menneskerettigheder er værdsat og beskyttet i Danmark
  • Andre årsager end de ovenstående. Noter venligst.
  • Jeg ved ikke / jeg ønsker ikke at svare.