Flygtninge tager boligerne: Folkepensionist må bo i campingvogn

Lillian Lorentzens hjem er en campingvogn. Hun er 72 år gammel og folkepensionist.

Siden februar har hun manglet et sted at bo - og siden slutningen af april har hun stået på en venteliste til en bolig hos Hillerød Kommune. 

Men hun har stadig ikke fået en.

Imens er hendes opfattelse, at flygtninge kommer til kommunen og får et sted at bo med det samme.

- Jeg har arbejdet hele mit liv som sygehjælper og opfostret fem børn. Det kan ikke være rigtigt, at når man står som gammel og pludselig ikke har noget at bo i, så bliver man skubbet bag i rækken, siger hun til TV 2.

Lang liste giver lang ventetid

Ifølge Hillerød Kommunes borgmester, Dorte Meldgaard, får kommunens borgere samme behandling, som flygtninge får.

De hører nemlig begge til under den samme lovgivning og står også på den samme boligsociale liste.

- Når listen er længere, kan det betyde, at der går længere tid, inden man får en bolig, siger hun.

I år skal Hillerød Kommune finde plads til 106 flygtninge.