Kæmpe hul i Venstres ulandsplan

 Venstre er milevidt fra at kunne finde de 2,6 mia. kr. om året i besparelser på udviklingsbistanden ud fra de præmisser, partiet selv har nedfældet på området. Det viser et notat fra Udenrigsministeriet, som Politiken er i besiddelse af.

I partiets udspil ’Ny udviklingsbistand’ bliver det slået fast, at »Danmark vil anvende flere midler til Afrika, end vi gør i dag, selv om udviklingsbistanden samlet set vil være lavere«. Partiet skriver desuden, at Danmark har "en særlig forpligtelse til at fortsætte det arbejde, som allerede er sat i gang" i Afghanistan, som er et af de lande, der får flest bistandsmidler. Endelig har partiets repræsentanter i valgkampen fastslået, at der ikke vil blive lukket programmer ned, som der allerede er indgået aftale om.

I notatet fra Udenrigsministeriet fra 12. september 2014 bliver Venstres bistandspolitik gennemgået ud fra partiets egne præmisser. Ud af de 9 lande, som Danmark har planer om at give tilsagn om nye indsatser i 2015, ligger de 6 i Afrika: Somalia, Kenya, Zimbabwe, Tanzania, Ghana og Mali. Siden notatet blev skrevet, har regeringen indgået konkrete aftaler med regeringerne i Somalia og Kenya. Det 7. land i rækken er Afghanistan, der i regeringens planer står til et tilsagn om godt 0,5 mia. kr. De to eneste områder uden for Afghanistan og Afrika er Pakistan og Palæstina, der har fået tilsagn om samlet cirka 240 mio. kr.

Ifølge ministeriets notat kan der i gennemsnit højst hentes 1 mia. ved at skære i Danmarks bilaterale bistand uden for Afrika og Afghanistan:

- Hvis al bistand til bilaterale programmer uden for Afrika (og Afghanistan) standses, vil det give mindre end 1 mia. kr. i gennemsnitlig besparelse. I 2015 vil besparelsen være så lav som 290 mio. kr. pga. få tilsagn til lande i Asien og Latinamerika ud over Afghanistan.

Udviklingsminister Mogens Jensen (S) kalder det "snyd", at Venstre ikke fremlægger en plan for, hvor og hvordan bistandsmilliarderne skal findes. Han henviser til, at udviklingsbistanden er en central kilde i partiets velfærdsløfter.

- Når man kan se, at man i 2015 ud fra Venstres egne forudsætninger kun kan finde 290 mio. ud af de 2,5 mia. kr., de disponerer med, er det jo en bombe under Venstres valgløfter. Der er jo ikke den ting og det løfte, de ikke vil finansiere med ulandsbesparelser, siger Jensen.

I sidste uge fastslog V-formand Lars Løkke Rasmussen, at der "ret øjeblikkeligt" efter dannelsen af en eventuelt kommende borgerlig regering vil gennemføres besparelser, så »man kan bruge anden halvdel af 2015 på at bremse ned«.

Finansordfører Peter Christensen (V) betragter notatet som en boomerang for regeringen. Han peger på, at regeringen kort efter at have skrevet notatet selv gennemførte en milliardbesparelse på udviklingsbistanden for at finansiere de store ekstraudgifter til asylmodtagelse. Som led i finanslovsforhandlinger blev der sparet 1,5 mia. kr. fordelt bredt over bistandsbudgettet.

- Regeringen producerer et notat om, at man ikke kan skære i udviklingsbistanden, og så gør de det selv få måneder efter. Så selvfølgelig kan vi finde de penge, når regeringen har kunnet selv, siger han.

Danskernes Redaktion

Danskernes Redaktion på TV 2 består af ca. 30 studerende fra universiteter i hele landet.

De studerende suppleres af vores sociale medie-desk og har som opgave at overvåge de sociale medier for gode kommentarer, spørgsmål og andre relevante input til valgkampen.

Redaktionen vil agere bindeled mellem TV 2’s brugere, politikerne og TV 2’s flader under hele valgkampen.

Find os på de sociale medier og under hashtagget #tv2valg