Udlejning af feriehuse er på vej mod alletiders rekord

De danske feriehuse stormer mod alle tiders udlejningsrekord. Få uger før højsæsonen ligger antallet af sommerhusbookinger ifølge udlejerne seks procent højere end sidste år.

Da sidste år også var rekordår, ser det lige nu lyst ud for feriehusudlejerne. Og dermed også for turistomsætningen i det vandkantsdanmark, der har hårdt brug for indtægterne fra sommergæsterne.

- Der er ingen tvivl om, at vi sætter rekord igen, selvom 2014 var endnu bedre end de glade 90'ere, siger Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Tyskerne er kommet tilbage

Tyskerne udgør omkring to tredjedele af gæsterne i danske sommerhuse. De danske feriehuses seneste storhedstid var i 90'erne efter Murens fald, hvor masser af østtyskere endelig skulle på ferie.

- Siden har tyskerne udviklet deres egen feriehusturisme, og vi mistede mange kunder, da de begyndte at holde ferie hjemme hos sig selv.

- Men sidste år havde de udnyttet deres kapacitet. Det gav mange kunder til os, men nu er det så os, der rammer glasloftet, siger Carlos Villaro Lassen.

- Det er ærgerligt, når vi kunne udleje mange flere huse, end vi har. Tyskerne er skønne turister for os, fordi de har en mere spredt feriesæson.

Vil have ændret lovgivningen

Sommerhusudlejerne vil have politikerne til at lempe den såkaldte 39-ugers regel. Den betyder, at feriehuse kun må bruges i 39 af årets 52 uger.

Udenfor højsæsonen kræves der samtidig pauser i udlejningen i nogle dage, når husene har været udlejet i fire-fem uger.

Desuden ønsker turistindustrien i Udkantsdanmark, som politikerne kæmper om at tilgodese i disse dage, at der bliver bedre muligheder både for flere oplevelser og flere overnatningsmuligheder langs kysterne.

I alt 38 projekter fra næsten lige så mange kommuner kæmper pt. om at blive et af 10 udvalgte i en forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Den skal give turister et bredere udbud af oplevelser ved de danske kyster.

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative står bag forsøgsordningen.

Feriehuse i Danmark

Udlejningen af sommerhuse ser ud til at skrive rekord for andet år i træk. Men det står og falder med tyskerne

* 2014 satte ny rekord i antallet af sommerhusudlejninger.

* Samlet set blev der i 2014 udlejet danske feriehuse i 548.000 uger gennem bureauer.

* Det er 37.000 uger flere end året før og en stigning på syv procent.

* Den forestående sommersæson tegner foreløbig til at blive seks procent bedre, ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening.

* Selvom danskerne er blevet gladere for at holde ferie herhjemme, tegner tyskerne sig generelt for to tredjedele af udlejningerne.

* Der er omkring 200.000 danske sommerhuse. De 40.000 lejes ud.

Kilder: Danmarks Statistik, Feriehusudlejernes Brancheforening