Løkkes Social Media-DNA

Ja. Det er ham selv. Og du finder ham på de sociale medier om natten. Det ligger i hans DNA. Løkke er gået i krig.

Valgkampen er tre dage gammel. Og det spørgsmål jeg er blevet stillet mest i de første 3 dage: ”Er det Løkke selv, der opdaterer på sociale medier”. Ja. Det er det. Løkke siger det selv. Han tweeter det selv til DR’s kommentatorer, hvis de siger noget andet, og hans nærmeste folk, også folk der ikke er hans nærmeste mere, bekræfter det. Det er Løkke selv. Han sidder der sent om natten. I nat sad han der 01.14 - Godt nok får han teknisk hjælp og rådgivning, men i nat kan du være sikker på, at han selv smed sit forsvar omkring den nu sagnomspundne Panorama-mand. Og det er sådan Løkke bruger sociale medier – til at sætte tingene på plads – i første omgang til sine nu 153.000 Facebook-støtter, der så kan tage fakta med videre. Han har gjort det efter den skabelon siden han skulle aflevere nøglerne til Helle Thorning-Schmidt. Er det overraskende, at han selv gør det? Ja, for det er der flere af partilederne der ikke gør. Der ligger de altså og sover – og det kan blive et problem for Løkke i længden, hvis han lige skal nå at løbe 5K i Søllerød med FB-vennerne og så ikke går i seng og får sin søvn til næste dages krige. 

Uanset hvor mange gange vi kommer til at sige det og skrive det, vil der altid være folk, der tvivler på, at det er ham selv. Venstre gjorde en stor dyd ud af at skrive (Opdateret af RED) efter alle de status, hvor det ikke var Løkke selv, og adskillige debattører på nettet har fået galt i halsen, at det da ikke kunne være Løkke selv, da han smed et forsvar mod Ekstra Bladet midt under Dronningens taffel for et stykke tid siden – Men de overser, at hans post var tidsindstillet, og at, ja, han faktisk svarede under middagen, lige før de satte sig til bords. Løkke bruger sine sociale medier til at sætte tingene og fakta på plads. Og det er ikke stilistisk kønt, men det er gjort med blod, sved og tårer.

Hvad gør Socialdemokraterne og Helle Thorning som modtræk? De knalder en fremragende status af med Anker Jørgensen, der sammen med sin tidligere sekretær og nærmest livsledsager Lissa Galle (et pragtfuldt menneske. Anker er også), ”endorser” Helle Thorning. Den rydder fladen, fordi mange danskere stadig elsker Anker. Og især Socialdemokraterne, der bliver mobiliseret til at kæmpe af hans deltagelse. Hos Helle Thorning er det pæne selfies, Obama-videoer og babykys, og vi kommer ikke til at se hende bruge Facebook til krisestyring klokken 1 om natten.

Astrid Haug - der hver mandag sammen med Benjamin Rud Elberth kan opleves på TV 2 NEWS i det politiske magasin #dkpol - har også kigget nærmere på Løkkes færden på de sociale medier. Se det i videoklippet øverst i bloggen.