Blå partier prøver igen: Minister i samråd om terror

Justitsminister Mette Frederiksen (S) skal onsdag endnu engang svare på spørgsmål om terrorberedskabet efter terrorangrebene i København i februar. Det sker i et samråd kl. 08.30, som du kan følge live øverst i artiklen.

Ministeren skal blandt andet forklare, hvorfor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gav forkerte oplysninger til Folketinget, når der i Justitsministeriets egen redegørelse står, at både ansatte i justitsministeriet og statsministeriet var klar over, at oplysningerne var forkerte - og at regeringen først blev klar over miseren flere måneder senere. 

Thorning gav forkerte oplysninger

Helt konkret drejer sagen sig om, at Helle Thorning-Schmidt den 16. februar holdt et pressemøde for den udenlandske presse og på pressemødet sagde, at det danske politi straks efter angrebet mod Krudttønden på Østerbro øgede beskyttelsen af synagogen i Krystalgade. 

I en mail sendt fra Rigspolitiet til Statsministeriet seks minutter før pressemødet, fremgår det imidlertid, at der først var bevogtning af synagogen fra klokken 19.30.

Samrådet skulle være afholdt den 19. maj, men blev udskudt, da Mette Frederiksen – ifølge Venstre - manglede at give svar på flere afgørende spørgsmål, herunder kommunikationen mellem det jødiske samfund, justitsministeriet, politiet og PET.

Det er Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, der har kaldt ministeren i samråd. Statsministeren var også kaldt i samråd om sagen sammen med justitsministeren, men hun afslog invitationen, fordi det er den ansvarlige minister, der skal møde op.

Tidslinje PET terror

14. februar 2015

15.30 Omar Abdel Hamid El-Hussein angriber Krudttønden og dræber Finn Nørgaard

15.41 PET's vagtchef får besked om angrebet - hvorefter ledelsen i PET informeres. Medarbejderne i PET alarmeres af ledelsen. PET går i operationsberedskab.

16.45 Første statusmøde i PET's operationsstab.

17.24 Mosaisk Trossamfund ringer til en PET-kontakt, der har fri. Vedkommende ringer til PET og gør opmærksom på bat mitzva-arrangementet ved synagogen - som PET allerede har fået oplysninger om 21. januar.

17.50 PET underretter Københavns Politi om arrangementet i synagogen.

18.42 PET ringer til Københavns Politi og anbefaler, at sikkerheden ved synagogen i Krystalgade rejses til øverste niveau med fast bevogtning.

21.11 PET anbefaler pr. mail en række politikredse at iværksætte eller hæve tilsynet på personer eller lokaliteter, der kan sættes i forbindelse med tegningesagen.

15. februar 2015

00.44 Københavns Politi underretter PET om, at der har været skyderi ved synagogen, og at to politifolk er ramt og en vagt dræbt.

01.42 PET anbefaler pr. mail Københavns Politi, at en række lokaliteter med tilknytning til det jødiske samfund beskyttes.

05.03 Gerningsmanden er dræbt af politiet ved Svanevej på Nørrebro.

Kilde: PET