Minister: Luk hønsene ud af burene

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) vil have bedre forhold for danske høns og kyllinger. Derfor lancerer han mandag en handlingsplan med 22 nye tiltag, der skal forbedre dyrevelfærden for fjerkræene.

Det bliver blandt andet forbudt at trimme næb, og unge høns, der endnu ikke lægger æg – såkaldte hønniker – får krav på mere plads.

Indtil nu har der ikke været nogen specifikke regler for høns, indtil de er 18-20 uger gamle. Det hul skal nu lukkes.

- Vi har et etisk og moralsk ansvar for at sikre, at de millioner af kyllinger og høns, vi har i dansk landbrug, behandles godt. Med disse tiltag forbedres dyrevelfærden betragteligt, siger Dan Jørgensen.

I Danmark er der ifølge Fødevareministeriet 1,7 millioner burhøns, der årligt producerer 49 procent af de æg, der sælges i detailhandlen. Som led i handlingsplanen afsættes der derfor 40 millioner kroner i 2015 til producenter, der ønsker at omlægge burægproduktion til alternative produktionsformer.

- Jeg glad for, at vi nu støtter omlægning fra burægproduktion til alternativer, herunder specielt økologi, med 40 millioner kroner. En høne, der lever hele livet i et lille bur, er efter min overbevisning ikke nogen glad høne.

Et andet indsatsområde er en optimeret kontrolindsats, hvor Fødevarestyrelsen blandt andet vil gennemføre en kampagne med fokus på ulovlig indførsel af fjervildt, at reglerne for stalddørssalg lempes, og at overvågningsprogrammet for fugleinfluenza justeres.

I Danmark produceres der årligt mere end 100 millioner slagtekyllinger, og cirka 3,2 millioner høner lægger 69 millioner kilo æg. Næsten 4.000 mennesker er beskæftiget inden for fjerkræ-sektoren herhjemme, og vi eksporterer æg og fjerkrækød for knap 3 milliarder kroner om året, ifølge Fødevareministeriet.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter