V: Regeringens skyld kriminelle udlændinge slipper for udvisning

En på gerningstidspunktet 16-årig somalisk dreng, der i 2011 voldtog en 10-årig pige i Herning-forstaden Gullestrup, undgik kun at blive udvist af Danmark, fordi regeringen har lempet på en paragraf i udlændingeloven, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten

Sådan lyder påstanden fra to fremtrædende Venstrefolk, forhenværende integrationsminister Søren Pind og retsordfører Karsten Lauritzen, der i en kronik i Jyllands-Posten opruller sagen, hvor gerningsmanden blev idømt seks års fængsel. Byretten dømte ham desuden til udvisning af landet, men det blev omgjort af landsretten i 2013.

De to kronikører tilføjer, at han langt fra er den eneste, der er sluppet for udvisning pga. regeringens politik, og de garanterer, at Venstre vil stramme udvisningsreglerne.

- Venstre kan garantere, at vi, ifald vælgerne betror os regeringsansvaret, vil indføre regler, der sikrer, at vi går helt til kanten af konventionerne med henblik på at sikre udvisning af udenlandske kriminelle, så sådanne sager som Gullestrup får en retfærdig udgang, lyder det i kronikken.

Stridens kerne er en stramning af paragraffen om udvisning, hvor VK-regeringen i 2011 fik tilføjet, at kriminelle udlændinge skulle udvises efter afsoning medmindre det "med sikkerhed" var imod internationale konventioner mv.

Den nuværende regering fjernede i 2012 de to ord fra paragraffen.

Venstre vil som minimum skrive disse ord ind igen og se, om der kan strammes yderligere på baggrund af nogle domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Socialdemokraternes udlændingeordfører Ole Hækkerup kalder Venstres meldinger for »sludder og vrøvl« og henviser til, at antallet af udvisningsdomme faktisk er steget efter ændringen. Han mener, at den tidligere paragraf var ren symbolpolitik, og henviser til, at regeringen netop skrev i bemærkningerne, at der ikke var tilsigtet en ændring af praksis:

- Altså skal der udvises præcist lige så mange nu, som under den tidligere lovtekst.

Ifølge flere juridiske eksperter, herunder professor Jens Vedsted-Hansen, Aarhus Universitet, er der ikke dokumentation for, at domstolenes praksis er blevet mere lempelig, og hverken forsvareren eller anklagere i den konkrete sag kan genkende udlægningen af, at den unge somalier slap for udvisning som følge af ændringen af paragraffen.

- Det er min klare faglige vurdering, at fjernelse af ordene "med sikkerhed" ikke har haft nogen væsentlig betydning for retspraksis - om overhovedet nogen,« siger Jens Vedsted-Hansen.