Studenterkørsel – ikke kun for de få udvalgte

Studenterkørsel er en god og hyggelig dansk tradition. I juni fyldes gader og veje med glade studenter, som fejrer deres eksamen, og som regel kører de rundt på festligt udsmykkede lastbiler med bøgegrene og dannebrog som udsmykning. Men skal studenterkørsel udelukkende være reserveret til de gymnasiale uddannelser som det almene gymnasium, HF, HTX og HHX?

Det synes vi ikke i Dansk Folkeparti. Derfor fremsatte vi i foråret et forslag om at give samtlige boglige og faglige uddannelser mulighed for at søge om tilladelse til studenterkørsel. Det eneste krav er, at uddannelsen varer mindst to år. Vi synes, det er helt rimeligt, idet de gymnasiale uddannelser ikke skal have nogen særstatus.

Mange unge vælger gymnasiet pr. automatik, fordi deres kammerater gør det. Men der er ingen tvivl om, at mange unge havner på den forkerte hylde på de gymnasiale uddannelser og i stedet burde have valgt en faglig uddannelse. Navnlig sidstnævnte uddannelser råber på kvalificerede unge. Der har manglet praktikpladser, men noget tyder heldigvis på, at erhvervslivet begynder at tage det alvorligt.

”Åndens arbejde” er på ingen måder finere end håndens. Danmark er historisk kendt for dygtige håndværkere og teknikere. Det skal vi holde fast i. Derfor skal uddannelsessnobberiet lægges til side én gang for alle. Det er ikke kun de bogligt begavede, som skal have lov til at fejre deres eksamen. Det skal alle unge, som har brugt flere år på en uddannelse.

Jeg er derfor yderst tilfreds med, at et enigt folketing forleden lagde stemmer til Dansk Folkepartis forslag om at give flere uddannelser mulighed for at køre studenterkørsler. Det vil udbygge den gode danske tradition yderligere og gøre den tilgængelig for flere unge, som nu ikke længere skal stå i vejkanten og kigge på de særligt udvalgte.

Tilbage står blot, at vi også ønsker at gøre dispensationen fra kontrolapparater permanent for veteranlastbiler og dermed undtage de årlige fire- fem dages studenterkørsel fra en EU-lov, som udelukkende er tiltænkt eksportchauffører. Det er det rene vanvid, at mange vognmænd kan blive tvunget til at skrotte deres veteranlastbiler, fordi de skal installere et apparat til mange tusinde kroner i deres lastbiler.