LA alene om at afskaffe job-ordning

Det skal være helt slut med at virksomheder kan benytte sig af den omdiskuterede jobrotation, der sidste år endte med at koste 1,6 mia. kr.

Det mener i hvert fald Liberal Alliance.

- Ordningen virker slet ikke efter hensigten. Vi mener, der kan spares på beskæftigelsesindsatsen overordnet, og jobrotationsordningen er et glimrende eksempel på et sted, vi kunne begynde. De penge der frigives, skal bruges på at lette skatter og afgifter. Det giver folk incitament til at tage et arbejde, lige som det giver virksomhederne et større spillerum, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen til TV 2.

Det synspunkt står han imidlertid ganske alene med i blå blok. Hverken Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti vil nemlig afskaffe ordningen.

- Man kan diskutere hvor lukrativ den skal være. Regeringen og Enhedslisten har hævet det beløb, man kan få i tilskud. Det kan man diskutere. Men selve konstruktionen er sådan set fornuftig nok, lyder det fra Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen.

K: En god ordning for begge parter

Han er optaget af, at omfanget af snydet med ordningen bliver afdækket. Det er også der, Dansk Folkeparti har sit fokus. Partiet roser ordningen for at have skabt flere ledige i job, men nu skal der ryddes op.

- Først og fremmest skal vi sikre, at der ikke kan ske svindel. Der er sket en masse svigt. Alarmklokkerne i jobcentret burde ringe, når et lille firma som 24Native pludselig skal have så mange i jobrotation, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted til Ritzau.

Mai Mercado, Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, undrer sig også over, at misbruget af ordningen ikke er stoppet noget før. Men ordningen fejler ikke noget.

- Hvis den bliver brugt rigtigt, kan det være en god ordning for virksomhederne. Og vi er sådan set interesseret i at give virksomhederne gode forhold. Samtidig er ordningen god for medarbejderne, der særligt i små eller mellemstore virksomheder kan være svære at undvære, når de skal på kursus eller efteruddannelse, siger hun til TV 2. 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter

Hvad er jobrotationsordningen?

Fakta om jobrotationsordningen

Offentlige og private arbejdsgivere, som sender faglærte eller ufaglærte medarbejdere af sted i videreuddannelse eller opkvalificering, har ret til at få udbetalt jobrotationsydelse af jobcentret, når der samtidig ansættes en ledig som vikar for medarbejderne.

Virksomheden udbetaler sædvanlig løn til den ansatte i hele uddannelsesperioden samt evt. kursusudgifter eller deltagerbetaling. Vikaren skal modtage overenskomstmæssig løn for de timer, som vedkommende er ansat i.

I 2014 blev der brugt 1,6 milliarder kroner på jobrotationsordningen i Danmark. Korrigeret for udgifter til dagpenge og kontanthjælp samt skat og tilbageløb, ender det beløb på 361 millioner kroner.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering - www.star.dk