Jelved tager afstand fra ”bøsserøv”-udtalelse

Kulturminister Marianne Jelved (R) vil ikke svare på, om man kan være træner på det danske kvindehåndboldlandshold, når man under en kamp mister besindelsen og kalder en spiller fra modstanderens hold for ”bøsserøv”.

Det fremgår af et svar på et spørgsmål til Folketingets kulturudvalg. Ifølge TV 2s oplysninger har udvalgsmedlemmet Anni Mathiesen stillet spørgsmålet på vegne af en partifælle, der ikke har ønsket at stå frem.

- Som jeg også har udtalt i pressen, tager jeg afstand fra Klavs Bruun Jørgensens udtalelse. Jeg mener, at man af en træner må forlange og forvente, at vedkommende bidrager til en god kultur i idrættens verden. Træneren er en særlig, samlende figur, som skal få holdet til at fungere godt sammen og det betyder derfor noget, hvordan vedkommende optræder, skriver ministeren.

Hun vil dog ikke gå nærmere ind i, hvorvidt man kan være landstræner og opføre sig sådan.

- Det er Dansk Håndbold Forbund (DHF), som ansætter håndboldlandstrænere. DHF er en privat forening baseret på medlemsdemokrati, og jeg vil derfor ikke blande mig i deres personalepolitik. Jeg håber dog, at sagen giver anledning til drøftelser om kulturen i idrætsverdenen, siger ministeren.

Kulturministeren har ikke svaret på, om brugen af ordet ”bøsserøv” kan kategoriseres som hate speech – samt om det ifølge ministerens vurdering er tilstrækkeligt for Klavs Bruun Jørgensen kan nøjes med at sige undskyld – eller om han i stedet burde trække sig helt fra posten.

Læs svaret herunder: 

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter