Amerikansk studie var falsk

Tidligere skrev vi her på siden, om det, vi troede, var et banebrydende studium, der viste, at mennesker i Californien radikalt ændrede deres holdninger til homoseksuelle i en positiv retning efter at have ført en samtale med aktivister for homoseksuelles rettigheder.

Tirsdag aften blev studiet, hvis konklusioner, vi har troet på, trukket tilbage af den ene af dets to forfattere. To amerikanske ph.d.-studerende, der var inspirerede af studiet og ønskede at bygge videre på det, opdagede en del uoverensstemmelser, og sammen med en professor fra Yale gennemgik de data, og fandt mange indikationer på, at data var fabrikeret.

Alt peger lige nu i retning af, at den anden af studiets forfattere har fabrikeret data. Vi er blevet snydt ligesom stort set alle andre, da vi skrev om det. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, og vi beklager det.

Selve skandalen og dens implikationer er i sig selv ganske interessante. Interesserede læsere kan læse en fin oversigtsartikel her. Den oprindelige artikel kan stadig findes her. Rapporten, der påpeger de mange betænkeligheder ved data, kan man læse her (teknisk).

Opdateret 22. maj 2015 05.42: Dette blogindlæg blev oprindeligt udgivet under titlen "Samtale fremmer forståelsen" d. 20. januar 2015, men er blevet korrigeret som det fremgår af ovenstående.